Fellowship

Joanna Kalucka

Heterogeneity of endothelial cells in obesity: gatekeepers of adipose inflammation?

Postdoc
Aarhus University

Forsker med fokus på fedme og betændelsestilstande

Hos mennesket – og andre pattedyr – er indersiden af blodkarrene – karvæggen – dækket af et lag særlige celler, såkaldte endotelceller.

Endotelcellerne er en del af en barriere, men de spiller også en rolle i forbindelse med betændelsesreaktioner. Det gælder også ved betændelsestilstande, der opstår i forbindelse med fedme – men hvordan endotelcellerne mere specifikt indgår i netop disse betændelsestilstande, mangler der viden om.

Og det er lige præcis her, adjunkt Joanna Kalucka fra Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS) og Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet kommer ind i billedet:

For via sit fellowship vil hun de kommende år søge at kaste lys over endotelcellernes funktion ved betændelse i fedtvæv hos overvægtige mennesker.

Joanna Kalucka, 36, er født og opvokset i Polen. Hun er molekylærbiolog, uddannet ved det polske University of Life Sciences i Poznan og ved det belgiske Ghent University. Inden hun for nogle måneder siden blev ansat ved Aarhus Universitet, forskede hun i endotelcelle-biologi ved det belgiske universitet KU Leuven.

”Når jeg valgte at søge et Lundbeckfonden-fellowship inden for forskning i endotelceller, skyldtes det ikke mindst, at disse celler rent biologisk er meget interessante – fordi de påvirker stort set alle sygdomme, når de ikke fungerer”, fortæller Joanna Kalucka.

Hertil kommer, at endotelcellers rolle i forbindelse med overvægt ”rammer midt ned i det globale problem, som overvægt udgør”, siger hun.

For at gennemføre de analyser, projektet kræver, vil Joanna Kalucka anvende en række avancerede teknologier. Det drejer sig blandt andet om proteomics, der er en storskalaundersøgelse af proteiner – samt om metabolomics, som gør det muligt at undersøge det kemiske ’fingeraftryk’, biokemiske processer efterlader i en organisme. Herudover vil hun anvende enkelt-celle RNA-sekventering – en ny metode, der gør det muligt at analysere den information, hver enkelt celle bærer i sig.

Ud over at skaffe mere viden om endotelcellernes medvirken ved betændelsestilstande i fedtvæv hos overvægtige vil den viden, der tilvejebringes, også kunne bruges som inspiration til udvikling af nye former for behandling af følgesygdomme i forbindelse med fedme. Især type 2 diabetes og hjerte-kar-lidelser.

Joanna Kalucka har tilrettelagt sit forskningsprojekt således, at hun også vil arbejde tæt sammen med klinikere fra Steno Diabetes Center, der er en del af Aarhus Universitetshospital.

Joanna

Information