Ascending Investigators 2021

55 mio. kr. til forskertalenter midt i deres karriere

Samlet frise af alle bevillingsmodtagere for Ascending Investigator 2021

Lundbeckfonden støtter 11 forskere inden for neurovidenskab – de får hver 5 mio. kr.

Midtvejs i karrieren – typisk på lektorniveau – møder mange sundhedsvidenskabelige forskere på danske universiteter og hospitaler den såkaldte timeglasproblematik, som dybest set handler om pengemangel:

Forskningsbevillingerne fra både offentlige og private kilder har nemlig en tendens til at favorisere hhv. de nye talenter og de ældre, veletablerede medlemmer af professor-laget – mens forskerne i ’midtvejs-laget’ ofte kan have sværere ved at komme i betragtning:

LF Ascending Investigators får i gennemsnit en bevilling på 5 mio. kr., der udbetales over 4 år. 

 

 

Her løber pengene langsommere til, lige som sandet også har sværest ved at slippe gennem timeglasset, hvor det er smallest – nemlig midtpå.

Lundbeckfondens Ascending Investigator-program er designet til at mildne denne problematik – ved at udvikle en række særligt talentfulde sundhedsvidenskabelige ’midtvejs-forskere’ inden for neurovidenskab og beslægtede områder.

Den samlede bevilling til Ascending Investigator-programmet er i 2021 på 55 millioner kr., og bevillingen deles mellem 11 forskere, der alle er midt i karrieren.
De får i snit hver 5 millioner kr. – et beløb, som udbetales i rater over de næste fire år.

”Ascending Investigator-programmet er et væsentligt element i Lundbeckfondens sammenhængende indsats for at støtte dansk neurovidenskab”, siger Peter Thostrup, videnskabelig direktør for Lundbeckfondens talentprogrammer.

6 af de 11 bevillingsmodtagere, der har takket ja til bevillingen, er kvinder.

 

Ascending Investigator-programmet er meget populært, fortæller Peter Thostrup: ”65 forskere søgte om at komme i betragtning til årets pulje, og alle ansøgninger er kvalitetsbedømt af et særligt talentpanel, som nu har udvalgt de 11 projekter, der får støtte”.

Projekterne repræsenterer en række problematikker, som hver på sin måde især knytter an til neurovidenskabelig forskning, siger Anette Høye, scientific project manager i Lundbeckfonden: ”Der er tale om meget spændende projekter, som har potentiale til at yde væsentlige bidrag inden for neurovidenskab og behandling af sygdomme relateret til nervesystemet”.