Ascending Investigators 2022

Lundbeckfonden giver 54 mio. kr. til erfarne forskertalenter

Portrætter af Ascending Investigators 2022

11 forskertalenter modtager hver 5 mio. kr. til nye projekter med fokus på hjernen. Mød Lundbeckfondens Ascending Investigators 2022.

Et nyt hold forskere er klar til at tage hul på spændende projekter inden for neurovidenskaben med en bevilling fra Ascending Investigator-programmet. Og pengene falder på et tørt sted.

Programmet rammer nemlig lige ned i et klassisk ’forskerhul’, der ofte melder sig for forskere midtvejs i karrieren. Det er typisk forskere, der har afsluttet ph.d’en og en postdoc, og gerne vil etablere sig med egne projekter og forskningsgrupper.

De støttede projekter er alle vurderet som kvalificerede efter internationale standarder af Lundbeckfondens Talentpanel bestående af ledende udenlandske forskere.
Jan Egebjerg - SVP Grants & Prizes, Lundbeckfonden.

Forskerne kan på dette tidspunkt i karrieren have svært ved at trænge igennem nåleøjet, og bliver ofte vejet for lette i bunken af ansøgninger, når midlerne skal fordeles. Den vægtskål forsøger Lundbeckfonden at tippe til ’midtvejs-forskernes’ fordel ved hvert år at uddele Ascending Investigator-forskningsbevillinger inden for det neurovidenskabelige felt.

”Der er desværre en tendens til, at nye talenter og mere veletablerede professorer og forskningsledere bliver favoriseret i kampen om midlerne – frem for ’midtvejs-forskerne’ – og det er en udfordring, vi ser både inden for det offentlige og private, siger Peter Thostrup, Scientific Programme Director i Lundbeckfonden.  

Ascending Investigators 2022
  • Den samlede bevilling til Ascending Investigator-programmet er i 2022 på 53,8 millioner kr. Pengene deles mellem 11 forskere.
  • 6 af de 11 bevillingsmodtagere, der har takket ja til bevillingen, er kvinder. 
  • De enkelte bevillinger på ca. 5 millioner kr.  udbetales i rater over de næste fire år.

”Med Ascending Investigators-programmet forsøger vi at modvirke den uhensigtsmæssige tendens ved at støtte en række dygtige forskere inden for neurovidenskaben, så de kan sætte yderligere skub i karrieren og starte nye projekter rundt om på danske universiteter og hospitaler,” siger Peter Thostrup.

Lundbeckfonden modtager hvert år mange ansøgninger til Ascending Investigator-programmet. Alle ansøgninger bliver kvalitetsbedømt af Lundbeckfondens Talentpanel, som nu har udvalgt de 11 projekter, der får støtte i 2022 – og som de næste fire år kan kalde sig Lundbeckfonden Ascending Investigators.

Bevillingsmodtagerne er enten lektorer midt i karrieren eller professorer, der ønsker at opdyrke et nyt område inden for deres forskning relateret til hjernen og nervesystemet, fortæller Jan Egebjerg, Forskningsdirektør i Lundbeckfonden:

”Ascending Investigator-programmet er rettet imod talentfulde og erfarne forskere midt i karrieren, enten med mindre grupper, der er under opbygning, eller etablerede forskere, der med projektet åbner for en ny forskningsretning. De støttede projekter er alle vurderet som kvalificerede efter internationale standarder af Lundbeckfondens Talentpanel bestående af ledende udenlandske forskere,” siger Jan Egebjerg.

De 11 projekter befinder sig alle inden for det neurovidenskabelige spektrum, neurologien eller psykiatrien, og i udvælgelsen er de blevet vurderet til at kunne yde væsentlige bidrag inden for forskningen relateret til hjernen og nervesystemet og potentielt i behandlingen af hjernesygdomme.