Pressemeddelse

Lundbeckfonden leverer solidt resultat på trods af et år med store udsving

Front LF Annual Report 2020

2020 var også for Lundbeckfonden et udfordrende år, der dog på mange måder endte tilfredsstillende med et driftsresultat på DKK 2,34 mia.

Fonden opretholdt et højt niveau for uddelinger, der med et beløb på DKK 600 mio. endte med at blive det næsthøjeste i fondens historie.

  • Driftsresultatet blev DKK 2,34 mia. mod DKK 2,90 mia. i 2019, hvilket svarede til forventningerne. Når man ser bort fra H. Lundbecks nedskrivning på DKK 792 mio. relateret til foglilurax produktrettigheder, var der tale om en stigning i driftsresultatet.  
  • Resultatet af Lundbeckfondens finansielle investeringsaktiviteter nåede DKK 1.250 mio., et fald på DKK 930 mio. i forhold til rekordåret 2019 (DKK 2.180 mio.).
  • Resultatet af investeringerne i Lundbeckfonden Ventures og Emerge faldt til DKK -6 mio. i forhold til DKK 1.452 mio. i 2019. Hvor resultatet i 2019 var drevet af salget af Veloxis, blev 2020 præget af aktiekursfaldet i de af Ventures’ porteføljeselskaber, der er børsnoteret, ligesom fonden ikke foretog markante exits i året.
  • Lundbeck og ALK havde en omsætningsvækst i forhold til 2019 på henholdsvis 4% og 7%, hvorimod Falck oplevede et fald i omsætningen på 11% som følge af COVID-19, der medførte en markant nedgang i aktiviteterne i flere af Falcks forretningsområder. Samlet set faldt omsætningen til DKK 33.520 mio. fra DKK 34.134 mio. i 2019.
  • Uddelingerne udgjorde DKK 600 mio. (2019: DKK 666 mio.). Beløbet er det næsthøjeste i fondens historie og svarer til lønningerne til 708 fuldtids forskningsstillinger på danske universiteter.
  • Lundbeckfondens egenkapital steg til DKK 42.852m pr. 31. december 2020 fra DKK 41.802m pr. 31. december 2019.
Jeg er stolt af, at det på trods af et udfordrende år med stor usikkerhed og markante udsving lykkedes os at levere et så solidt resultat. Lundbeckfonden står stærkt finansielt takket være dygtige medarbejdere, faste principper for et engageret ejerskab og en balanceret investeringsstrategi. Vi forventer derfor også i 2021 at kunne opretholde et uddelingsniveau på mindst en halv milliard kroner til sundhedsvidenskabelig forskning til gavn for patienter og samfund.
Lene Skole, CEO i Lundbeckfonden.

Lundbeckfondens frie formue har med sine næsten DKK 21 mia. aldrig været større. Fonden står således på et stærkt fundament og ser frem mod 2030 med en ambitiøs strategi som et væsentligt pejlemærke. Strategien blev lanceret i 2020 og har som mål, at fonden i 2030 skal have fordoblet sin værdi og sine uddelinger for derigennem at styrke og udvikle Danmarks internationale position indenfor hjerneforskning. Derudover skal fonden i 2030 være langsigtet ejer af fem-otte healthcare-virksomheder.

Hjernen står centralt i Lundbeckfondens strategi, der fokuserer på forskning i hjernesygdomme. I 2020 gik 71% af årets uddelinger således til hjerneforskning. Et andet væsentligt fokus er at støtte forskeres karrierer gennem alle stadier. Fondens Fellows-program udgør hvert år en vigtig del af karriereudviklingsstøtten, og i 2020 blev det til otte fellowships på hver DKK 10 mio. til femårige forskningsprojekter på danske universiteter. Lundbeckfonden Fellows kommer fra hele verden, og er godt i gang med en lovende forskerkarriere.

I 2020 valgte Lundbeckfonden ekstraordinært at oprette en Corona-pulje dedikeret til forskningsbaserede projekter med et patientnært fokus. I løbet af få dage modtog og behandlede fonden 249 ansøgninger, hvoraf 18 projekter modtog støtte med i alt DKK 38 mio.

Lundbeckfondens internationale forskerpris The Brain Prize blev i anledningen af prisens 10-årsjubilæum forøget til DKK 10 mio. De to professorer, Huda Zoghbi, USA, og Sir Adrian Bird, UK, blev tildelt The Brain Prize 2020 for deres banebrydende arbejde med at kortlægge og forstå betydningen af epigenetisk regulering i hjernen og for at identificere det gen, der fører til Rett syndrom.

 

Årsrapporten kan læses og downloades i sin helhed her 

Yderligere information om Lundbeckfondens 2030-strategi findes her