Lundbeckfondens forskningsdirektør fylder 60: Energisk forsker i spenderbukser

Man skal vide et og andet om, hvordan man får det bedste ud af videnskabsfolk, hvis man skal stå i spidsen for uddeling af meget store bevillinger fra en af Danmarks største forskningsfonde.

Den kvalifikation har Thomas Sinkjær, som ved årsskiftet – et par måneder inden 60-års fødselsdagen 9. marts – sagde ja til en ny karriereudfordring, da Lundbeckfonden spurgte, om han kunne tænke sig at være fondens forskningsdirektør: ’Senior Vice President Grants & Prizes, Director of Science’, hvis hele titlen skal med.

Uden i ringeste måde at fornærme Thomas Sinkjær kan man sige, at han er god til at gå i spenderbukser. Hans speciale er at styre sækkevis af penge ud til videnskabelige miljøer, hvor forskere sidder og gør sig begavede forestillinger om, hvordan man ved at gøre dette eller hint – eller gøre dette eller hint lidt anderledes, end man plejer at gøre – kan opnå resultater, som er med til at forbedre verden.

Sådan er det at være forsker: Man sidder hele tiden og vender alle mulige problemstillinger i hovedet, og i de fleste tilfælde kan tankerne kun afprøves, hvis man får midler. Så der skal skaffes penge til udstyr, til råmaterialer, til laboratorieadgang, til lønninger – og det går der meget tid med.

Den rummel kender Thomas Sinkjær udmærket, for efter den første akademiske eksamen kunne sættes på cv’et – det var i 1983, hvor han blev civilingeniør fra Aalborg Universitet – kastede han sig over forskningen, og det var menneskets nervesystem, han dybest set ønskede at blive klogere på:

”Jeg arbejdede for eksempel med at prøve at forstå, hvordan vores hjerne bruger de elektriske impulser fra følelegemer i musklerne til at styre vores bevægelser – og til at indlære nye bevægelser. For når man bliver klogere på, hvordan hjernen styrer kroppens bevægelser, kan man også få en bedre indsigt i hvordan man kan afhjælpe de bevægelseshandicap, som opstår i kølvandet på for eksempel en blodprop i hjernen,” forklarer Thomas Sinkjær.

Allerede tidligt i sin videnskabelige karriere blev han klar over, at der burde kunne opnås interessante resultater, hvis man opbyggede et nyt tværfagligt felt mellem det tekniske- og det sundhedsvidenskabelige område.

Den opgave kastede han sig energisk ud i, og hen ad vejen blev dette samarbejde til Center for Sanse-Motorisk Interaktion ved Aalborg Universitet. De erfaringer, Thomas Sinkjær som forsker og leder gjorde i denne fase, kunne han senere trække på i en række andre sammenhænge, for eksempel i forbindelse med etablering af firmaer med speciale i udvikling af forskellige former for medicoteknisk udstyr:

”Jeg har været med til at starte fire firmaer. Et af dem producerer en slags ’pacemaker’, som man kan indoperere i lårbenet hos nogle patienter, der har store vanskeligheder med at gå efter en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Udstyret aktiverer de rigtige benmuskler i gangcyklus’en, og så kan patienten gå mere sikkert. Det bliver ikke en gang som før, men pointen er, at udstyret i nogle tilfælde kan hjælpe mennesker til overhovedet at kunne gå igen. Og det gør altså en markant forskel,” siger Thomas Sinkjær, som også har en medicinsk doktorgrad fra Københavns Universitet.

Da Sinkjær – som bor i Gistrup ved Aalborg og er gift med psykoterapeut Marianne Wilgaard, med hvem han har to voksne børn – i begyndelsen af sin karriere havde brug for forskningsmidler for at opbygge det, som senere skulle blive til Center for Sanse-Motorisk Interaktion, trådte Danmarks Grundforskningsfond til sammen med en række andre fonde.

Set i bakspejlet er det næsten morsomt – men på den absolut godmodige måde – for siden skulle han selv blive direktør for Danmarks Grundforskningsfond. Det var han fra 2007-15, hvorefter han fra 2015-17 var forskningsdirektør i Villum Fonden – en anden af Danmarks store fonde, som støtter videnskaben med betragtelige beløb – inden han 1. januar i år begyndte i Lundbeckfonden.

Som Lundbeckfondens forskningsdirektør skal Thomas Sinkjær i de kommende år stå i spidsen for en udvikling, som man nok kan se konturerne af, og hvis udfordringer også i en vis udstrækning er til at få øje på. Hvorimod spørgsmålet om, hvordan man mere specifikt nærmer sig målet, i langt højere grad er ubesvaret.

Fonden uddeler årligt mere end 500 millioner kroner – over halvdelen går til forskellige former for hjerneforskning – og ambitionen er at øge de samlede uddelinger. Hertil kommer The Brain Prize, verdens største hjerneforskningspris på 1 million euro, som Lundbeckfonden har uddelt siden 2011 – også denne pris får Thomas Sinkjær det overordnede ansvar for.

Men selv om Lundbeckfonden har midler – i dansk sammenhæng: mange midler – er den som alle andre forskningsfonde udfordret. Og en af de største udfordringer handler om at udvikle nye måder til at opdage, støtte og på sigt udvikle forskningstalenter, siger fødselaren:

”Stadig flere undersøgelser peger på, at den klassiske måde at udvælge de projekter, der skal have støtte, har en tendens til ikke at ramme plet. Det er ikke det samme som, at vi nu skal skrotte alle de måder og procedurer, Lundbeckfonden hidtil har anvendt ved vurdering af de mange ansøgninger, vi hvert år får fra forskere rundt om i landet. Den klassiske måde – den såkaldte peer-review metode, hvor garvede forskere sidder og kigger videnskabelige ansøgninger igennem – har bestemt kvaliteter. Men der, hvor den kan have svagheder, er, når vi taler om projekter, som kan være svære at bedømme, fordi de rummer mange hvis’er. Sagen er bare, at denne type projekter – som typisk vil være præget af stor dristighed og stor energi – samtidig er projekter, som kan have et meget stort potentiale, hvis de kan realiseres. Lige der skal vi som fond turde mere – turde satse endnu mere, end vi gør i dag. Og gøre det med bevidstheden om, at det i visse tilfælde ikke vil føre til noget – og det er så ok, fordi det andre gange vil betyde ny og meget værdifuld viden.”

I virkeligheden handler det om at have fokus på forskerne, siger Thomas Sinkjær:

”Vi skal finansiere forskernes ideer, og sammen med forskningsinstitutionerne skal vi sørge for, at de har de rette betingelser til at udføre den forskning, de brænder mest for. Og så skal vi som fond interessere os for de forskere, vi løbende støtter. Alt dette for at sikre, at vi som fond og land får den bedst mulige forskning. Fremragende forskning vil ikke kun trække dygtige forskere til Danmark, men endnu mere vigtigt vil den være med til at sikre, at vi har et godt samfund.”