Lundbeckfonden - Forsiden, Uddelinger og priser

Nu skal forfædrene hjælpe os med hjernesygdomme

Forskning

I dag åbner i København verdens første fortids-DNA-bank.

Det er en videnskabelig institution, som udelukkende vil rumme arvemasse fra for længst afdøde mennesker.

Banken hedder Lundbeck Foundation GeoGenetics Centre.
Den skal ledes af professor Eske Willerslev, Københavns Universitet – han er internationalt anerkendt DNA-detektiv med speciale i urgammelt arvemateriale.

Banken skal indsamle og analysere genetisk materiale fra fortiden – i perioden fra ældre stenalder for omkring 10.000 år siden frem til 1850 e.Kr.

Det gamle DNA udvindes fra blandt andet menneske-knogler og -tænder, som opbevares i arkæologiske samlinger i Europa og det vestlige Asien.

Analyserne skal skaffe ny viden om hjernesygdomme som Alzheimers og skizofreni. Det gamle DNA-materiale vil nemlig gøre det muligt for forskerne at sammenligne genetiske forhold ved hjernesygdomme i fortiden med den genetik man finder ved de samme sygdomme i dag.

Banken skal i alt rumme 5.000 komplette fortids-genomer. Altså hele DNA-koden fra 5.000 fortidsmennesker.
Lundbeck Foundation Geogenetics Centre er støttet med 60 millioner kr. af Lundbeckfonden.