Ombytningstilbud 2022

Ombytningstilbud i forbindelse med indførelse af en ny aktieklassestruktur i H. Lundbeck A/S er gennemført.

Lundbeckfondens tilbud til kvalificerede aktionærer i H. Lundbeck A/S ("Lundbeck") om at ombytte A-aktier med Lundbeckfondens B-aktier i forholdet en-til-en ("Ombytningstilbuddet ") i forbindelse med indførelsen af en ny aktieklassestruktur for Lundbeck, er gennemført. Ombytningen sker igennem Lundbeckfondens 100%-ejede datterselskab Lundbeckfond Invest A/S.

Ombytningstilbuddet blev fremsat den 10. juni 2022 i forbindelse med, at Lundbecks A- og B-aktier blev optaget til handel på Nasdaq Copenhagen. Den nye A- og B-aktieklassestruktur blev vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling den 8. juni 2022 for at øge Lundbecks finansielle råderum og samtidig fastholde den langsigtede stabilitet som følger af Lundbeckfondens majoritetsejerskab.

Ombytningstilbuddet udløb den 8. juli 2022 kl. 23.59 dansk tid. Ved udløbet af tilbudsperioden ejer Lundbeckfonden nu ca. 80 % af A-aktierne og ca. 66 % af B-aktierne. Lundbeckfondens samlede ejerandel er ca. 69 %, og fondens samlede stemmerandel er ca. 76 %. Den øgede beholdning af A-aktier, som følge af Ombytningstilbuddet, vil i praksis ikke øge Lundbeckfondens indflydelse, idet fonden allerede havde mere end 2/3 af stemmerne og aktierne forud for vedtagelsen af den nye aktieklassestruktur.

Ingen af de værdipapirer, hvortil der henvises i denne meddelelse, er blevet eller vil blive registreret i henhold til United States Securities Act af 1933 med senere ændringer ("Securities Act"), eller i henhold til værdipapirlovgivningen i nogen stat eller anden jurisdiktion i USA, og må ikke udbydes, tilbydes, sælges, leveres eller på anden måde overdrages, hverken direkte eller indirekte, bortset fra i henhold til en undtagelse fra eller i en transaktion der ikke er omfattet af registreringskravene i Securities Act og i henhold til øvrig gældende værdipapirlovgivning. Der vil ikke være et offentligt udbud af nogen af værdipapirerne i USA.