Thomas Stiehl

Og det er lige præcis det, Thomas Stiehl vil gøre i kommende studier af nogle kroniske ’myeloproliferative’ blodcancersygdomme (MPNs) og akut myeloid leukæmi (AML).

Akut myeloid leukæmi er en meget alvorlig og aggressiv form for blodkræft. Den hindrer knoglemarven i at danne blodceller på normal måde, og udvikles ofte i forbindelse med MPNs.

Thomas Stiehl er en af de ni lovende forskere, der bliver Lundbeckfonden-fellow i 2020, og han har ganske særlige forudsætninger for at lægge arm med MPNs og AML. Han er læge, men har også en ph.d. i matematik – og han får god brug for sin viden fra begge felter.

Via sit Lundbeckfonden-fellowship vil Thomas Stiehl etablere sin egen forskningsgruppe ved Institut for Naturvidenskab og Miljø på Roskilde Universitet (RUC).

I de næste fem år skal han sammen med sine medarbejdere kigge nærmere på en række aspekter ved de kroniske myeloide blodcancersygdomme og ved AML, som gør sygdommene vanskelige at behandle – og som samtidig gør det vanskeligt at opnå det ultimative mål, nemlig helbredelse.

”Den store udfordring i forbindelse med studier af de kroniske myeloide blodcancersygdomme og AML – og i øvrigt også ved en række andre former for blodkræft – er, at sygdommenes biologiske processer overvejende finder sted inde i knoglemarven. Og fordi det ikke er muligt at studere disse processer direkte, vil vi prøve at konstruere nogle matematiske modeller, der i forhold til den enkelte patient forhåbentlig kan hjælpe med at give svar på en række spørgsmål i forbindelse med sygdommen. Bl.a., hvordan eller hun må antages at reagere på behandlingen – og hvordan prognosen ser ud”, siger Thomas Stiehl.

Kræftlæger kan i dag stå med to jævnaldrende AML-patienter, der har den samme undertype af sygdommen og i en række andre henseender også ser ganske sammenlignelige ud – og alligevel kan udfaldet af en identisk behandling i sidste ende vise sig at være helt forskelligt: Den ene patient kommer fint igennem, den anden overlever måske ikke.

De matematiske modeller, Thomas Stiehl vil udvikle, skal bruges til at teste en række hypoteser om biologien bag de kroniske myeloide sygdomme og AML – fx om celledeling, cellemodning og hvordan celler reagerer på forskellige former for behandling. Modellerne vil blive brugt til at anslå, hvordan forskellige biologiske processer bidrager til det kliniske billede af sygdommen – og det sker ved at sammenligne computersimulationerne fra hypotesen med store mængder patientdata og data fra internationale forskningsresultater.

”De svar, modellerne giver, er altså ikke egentlige beviser, men de indikerer, om hypotesen ser ud til at kunne holde vand – og om det er fornuftigt at udforske den nærmere. Sådan må man gå til værks, når det ikke er muligt at observere biologiske processer direkte”, forklarer Thomas Stiehl.