LF Postdoc 2021

Lundbeckfonden støtter yngre forskere med 69 millioner kr.

PostDoc2021_Cover_Web

Bevillingsmodtagerne af LF Postdoc 2021

Bevillingen sikrer 33 sundhedsvidenskabelige forskere to-tre års finansiering af deres arbejde.

Lundbeckfonden støtter yngre sundhedsvidenskabelige forskere ved løbende at uddele en række postdoc-bevillinger.

Disse bevillinger gives til særligt talentfulde forskere, som i de allerfleste tilfælde har en Ph.d.-grad og nu ønsker at specialisere sig yderligere – med henblik på at satse på en lang forskerkarriere.

Lundbeckfonden har netop uddelt de postdoc-bevillinger, som er på programmet i 2021, og der har været stor interesse for at komme i betragtning:

252 yngre forskere søgte om en bevilling, og alle ansøgninger, der opfyldte kravene, blev bedømt af fondens Talentpanel, som består af 15 internationale topforskere fra en lang række lande, heriblandt fra Danmark.

33 af ansøgerne endte med at få støtte – 14 kvinder og 19 mænd.

Lundbeckfondens postdoc bevillinger vægter et internationalt perspektiv.

Derfor kan udenlandske forskere søge postdoc-midler til at forske ved et dansk universitet, hospital eller specialinstitution – lige som danske ansøgere også kan søge om at forske ved en udenlandsk akademisk institution med en af Lundbeckfondens postdoc-bevillinger i ryggen.

Via årets i alt 33 postdoc-bevillinger kommer 15 udenlandske forskere således til Danmark, mens ni herboende forskere bruger deres bevilling til at søge fra en dansk- til en udenlandsk forskningsinstitution – og andre ni fortsætter karrieren herhjemme.

Mobilitet er i flere henseender en meget vigtig faktor, når man taler om udvikling af forskertalenter, understreger Anette Høye, scientific project manager i Lundbeckfonden og en af nøglepersonerne bag Postdoc-programmet:

”Det gælder helt bogstaveligt i forhold til at være villig til at flytte derhen, hvor mulighederne for at lære og for at udvikle sig i særlig grad er til stede, og hvor der er spændende udfordringer. Men mobilitet handler også om at være indstillet på at flytte sig rent emnemæssigt – at være klar til at prøve kræfter med et nyt forskningsfelt, hvis det giver muligheder for udvikling. Meningen med Postdoc-programmet er overordnet at støtte store talenter, så de på sigt kan udvikle sig til betydningsfulde forskere og ende med at stå i spidsen for egne videnskabelige grupper. Og for at nå det mål, kræver det, at man i alle henseender er mobil”, siger Anette Høye, og tilføjer:

”De mange ansøgninger, som i år kom ind til Lundbeckfondens Postdoc-program, var generelt præget af et meget højt fagligt og akademisk niveau – og det gjorde det til en både vanskelig og omfattende proces for Talentpanelet at udvælge de allerbedste projekter, som endte med at få støtte”.

Disse projekter modtager i gennemsnit lidt over 2 millioner kr., som udbetales over en periode på to-tre år. Beløbet dækker løn til modtageren samt forskningsfinansiering.

I alt udbetaler Lundbeckfonden 69 millioner kr. til de 33 postdoc-projekter, der får en 2021-bevilling.

15 af projekterne vedrører forskning inden for neurovidenskab, som er Lundbeckfondens særlige fokusområde.

Se listen over yngre forskere, der har fået en Lundbeckfonden Postdoc-bevilling 2021: