Talent Prize

Connar Stanley James Westgate

Han forsker i den sjældne hovedpinesygdom IIH

Postdoc
Dansk Headachecenter, Rigshospitalet

Connar Stanley James Westgate har fået Lundbeckfondens Talent Prize 2023 for sin forskning i den sjældne hovedpinesygdom, IIH. Han vil både fastslå sygdommens synlige og mærkbare symptomer og udrede biologien bag det forhøjede væsketryk i hjernen.

Sygdommen IIH er kendetegnet ved et forhøjet væsketryk i hjernen, hvilket giver en række ubehagelige symptomer og følgevirkninger:

”Sygdommen IIH giver ofte stærk hovedpine, som ikke kan afhjælpes med hovedpinepiller, og problemer med synet, i form af synsforstyrrelser. Den opstår typisk hos yngre overvægtige kvinder omkring de 30 år, som derfor får problemer med at leve et normalt liv med for eksempel fuldtidsarbejde og familieliv,” siger post doc Connar Stanley James Westgate fra Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet

Han har netop fået Lundbeckfondens talentpris 2023 for sin forskning i blandt andet at afdække forandringer i stofskiftet ved denne lidelse, som er sjælden, men især rammer kvinder i den fødedygtige alder.

Problemet er, at man grundlæggende ikke ved ret meget om sygdommen (se faktaboksen).

”For at komme nogle af svarene nærmere har jeg rent biokemisk undersøgt kvinder med IIH og svær overvægt – altså med et BMI på 30 eller derover – og sammenlignet med andre overvægtige kvinder, som ikke lider af IIH. Det gjorde jeg ved at se på indholdet af hormoner og proteiner i prøver fra blandt andet blod, urin og fedt, siger Connar Stanley James Westgate, som oprindeligt arbejdede i Birmingham, før han kom til Danmark.

Han fortæller, at han både er drevet af glæden ved nye opdagelser og ved tanken om, at det han laver, er meningsfuldt for patienterne. Begge dele har han fået opfyldt ind til videre. Resultaterne viste nemlig, at kvindernes overvægt skyldes et unormalt stofskifte, og derfor ikke er deres egen skyld:

”Vi påviste, at patienter med IIH er prædisponeret for vægtøgning, og det er interessant, fordi denne patientgruppe får at vide, at de skal tabe sig. Men hvis din krop er programmeret til at lagre fedt i stedet for at bruge det, som det er tilfældet her, så er en slankekur dømt til at mislykkes. Og det er vigtigt for patienterne, som nu kan sige, at de ikke gør noget forkert, men at deres overvægt skyldes deres sygdom” siger Connar Stanley James Westgate.

En bagvedliggende årsag

En anden del af hans forskning handler om at forstå biologien bag sygdommen, og hvad der er den primære årsag til det forhøjede væsketryk i kraniet.

”Min teori er, at det forhøjede væsketryk i hjernen er et symptom på noget andet, altså en underliggende sygdom, som ikke umiddelbart kan spores. Derudover forsøger, jeg at finde den biologiske årsag til, at øjets nethinde hæver op, hvilket kan medføre synstab og i ekstreme tilfælde gøre patienten blind. Her har vi har vist, at overvægt i hunrotter øger væsketrykket i hjernen og degenererer nethinden” siger Connar Stanley James Westgate. 

Ud over at håbe på, at hans forskning i IIH fører til en forbedret diagnosticering og behandling, er der også et bredere perspektiv. IIH er nemlig velegnet at bruge som model for, hvad der sker, når væsketrykket af forskellige årsager stiger i hjernen.

”Et øget væsketryk i hjernen er en tilstand, som kan opstå af et utal af sygdomme, som slagtilfælde, hjernesvulster og andre sygdomme, som er svære at efterligne i en dyremodel. Her kan IIH-sygdomsmodellen bruges til at forstå, hvad der sker, når hjernens væsketryk stiger, hvilket også kan forekomme, når unge aktive mennesker – som mig selv – er uheldige og slår hovedet. Vi er desværre mange år bagefter sammenlignet med andre sygdomme,” slutter han.

Fakta om sygdommen IIH
  • IHH står for ’Idiopatisk Intrakraniel Hypertension’, der kan oversættes til et forhøjet væsketryk i kraniet uden påviselig årsag.
  • Forekommer hos cirka 5 ud af 100.000 personer, men andelen ser ud til at være stigende på grund af det stigende antal overvægtige i verden.
  • Rammer især yngre kvinder.
  • Er svær at diagnosticere, da man ikke ved, hvad der forårsager det forhøjede væsketryk i hjernen, og fordi hovedpine og synsforstyrrelser kan skyldes mange forskellige ting.
  • Behandling sker medicinsk ved vægttab og ved blandt andet hjerneoperation.

Kilde: Connar Stanley James Westgate

 

Connar Westgate