Fellowship

Iben Lyskjær

Harnessing the Molecular Landscape to Improve Renal Cancer Patient Management

Assistant Professor
Aarhus University

Iben Lyskjær, Adjunkt ved Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, har af Lundbeckfonden fået et fellowship på i alt 10 mio. kr.

Immunterapi bruger kroppens eget immunforsvar til at bekæmpe kræftsygdom, og er i dag grundstenen i behandlingen af nyrekræft, som har spredt sig. Desværre responderer kun halvdelen af nyrekræftpatienterne på denne behandling.

Iben Lyskjær vil med sit fellowship fokusere på at identificere nye biomarkører, der kan bruges til at bestemme risikoen for tilbagefald af kræft og forudsige, om patienten vil have gavn af den givne (immun)terapi, samt påvise om der er restsygdom efter operation, eller om patienten har fået et tilbagefald på trods af igangværende behandling.

Ydermere så vil Iben Lyskjær og hendes forskningsgruppe undersøge, hvordan immunforsvaret ændrer sig under behandling med immunterapi. Dette kan give unik viden, som senere vil kunne bruges til at optimere behandlingen.

I projektet tages hyppige blodprøver fra patienter, og det måles, om der kan påvises kræft-DNA i blodet. Hvis blodprøverne er positive for kræft-DNA efter operation, betyder det, at der er kræft tilbage som ikke er blevet fjernet eller at kræften har spredt sig ud i kroppen.

Hvis projektet bliver gennemført med succes, vil resultaterne gavne både nyrekræftpatienter og sundhedssystemet. Dyre medicinske behandlinger skal gives rettidigt, og kun til patienter, der har brug for behandling – og har stor sandsynlighed for at få gavn af den givne behandling. Det kan potentielt betyde, at patienter med lav risiko for tilbagefald vil kunne følges mindre, mens patienter med høj risiko kan følges tættere. Patienterne får tilbudt den behandling, som de har størst chance for at få gavn af, og rest-sygdom og tilbagefald kan påvises tidligere end de nuværende skannings-baserede metoder.

Iben Lyskjær Heimann