Lundbeckfonden - Forsiden, Uddelinger og priser

Lundbeckfonden klar med historisk store bevillinger til hjerneforskning

Hjernescanning

Med opslaget af to store tematiske programmer indenfor hjernesygdomme er Lundbeckfonden klar til at støtte ny dansk hjerneforskning med op til 250 mio. kr. i 2018. Det største opslag fokuserer på personlig medicin og bakker dermed op om den nationale strategi på området.

Hjernesygdomme koster samfundet mere end kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdomme tilsammen. Alligevel ved vi alt for lidt om både den raske og den syge hjerne.

Derfor åbner Lundbeckfonden nu to tematiske opslag på i alt 250 mio. kr.

”Lundbeckfonden har en ambition om, at Danmark skal være blandt de førende hjerneforskningsnationer i verden, og det er det mål, vi nu sætter handling bag. De to opslag vil blive givet til de mest banebrydende projekter, der kan øge vores forståelse af mekanismerne bag hjernesygdomme og dermed være med til at sikre mere præcise diagnoser, bedre forebyggelsen og flere behandlingsmuligheder,” siger Anne-Marie Engel, der er forskningschef i Lundbeckfonden.

Begge tematiske opslag hører til blandt de største opslag i fondens historie.

Bakker op om national strategi
Det ene opslag på 100 mio. kr. retter sig mod forskningsprojekter, der vil se nærmere på årsagerne til hjernesygdomme, mens det andet på 150 mio. kr. handler om personlig medicin i forbindelse med sygdomme i hjernen.

”Vi ser et enormt potentiale for mere præcis diagnosticering og skræddersyet behandling, og derfor har vi valgt at fokusere det største tematiske opslag på personlig medicin. Men det skyldes også, at vi ser meget positivt på den nationale strategi for personlig medicin og gerne vil være med til at understøtte et godt offentligt initiativ,” siger Anne-Marie Engel.

Sundhedsministeriet offentliggjorde den nationale strategi for personlig medicin i slutningen af 2016, og der blev afsat 100 mio. kr. på finansloven til at skyde projektet i gang. I forbindelse med strategien skal der oprettes et nationalt genom-center, der skal være med til at styrke brugen af gentest til at fortælle om en sygdoms udvikling hos den enkelte patient og give et mere præcist billede af, om den pågældende vil have gavn af bestemt medicin eller ej.

Om Lundbeckfonden
Lundbeckfonden er en af Danmarks største erhvervsdrivende fonde med en værdi på mere end 60 mia. kr.

Fonden arbejder for at skabe bedre liv gennem ny viden og har særligt fokus på hjernesundhed. Den støtter derfor danskbaseret sundhedsvidenskabelig forskning med omkring 500 mio. kr. årligt – cirka halvdelen af det går til projekter med fokus på hjernen.

Lundbeckfonden ejer kontrollerende aktieposter i H. Lundbeck, ALK-Abelló og Falck, der til sammen har mere end 40.000 medarbejdere i hele verden.