Lundbeckfonden - Forsiden, Uddelinger og priser, LF Postdocs

Lundbeckfonden uddeler 65 mio. kr. til sundhedsvidenskabelige forskere

Videnskab

Lundbeckfonden har besluttet at give støtte til 32 postdoc-projekter, der tilsammen får 65,3 mio. kr.

En række af projekterne handler om hjerneforskning – hvilket er det forskningsområde, Lundbeckfonden primært fokuserer på at støtte. Der er imidlertid også projekter inden for andre sundhedsvidenskabelige områder blandt de 32 bevillingsmodtagere – heriblandt projekter inden for børneastma, øjensygdom og cancer.

Følgende projekter har fået støtte:

Amalie Kai Bentzen, postdoc ved DTU, Department of Health Technology, har fået en forskningsbevilling på 400.000 kr. fra Lundbeckfonden til at undersøge T-cellers rolle ved udvikling af autoimmune sygdomme.

Casper-Emil Tingskov Pedersen, postdoc ved Herlev og Gentofte Hospital/Dansk Børneastma Center, har fået en forskningsbevilling på 1.424.921 kr. fra Lundbeckfonden. Projektet handler om at kortlægge genetiske markører bag udvikling af børneastma.

Lau Møller Andersen, postdoc, MINDLab, Aarhus Universitetshospital, har fået en bevilling på 1.588.804 kr. fra Lundbeckfonden til at forske i lillehjernens rolle i forbindelse med Parkinsons.

Marija Nisavic, postdoc ved Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, Syddansk Universitet, har fået en forskningsbevilling på 1.495.944 kr. fra Lundbeckfonden. Hendes projekt handler om at kortlægge karakteristiske mønstre ved misfoldning af proteinet alpha-synuclein, som blandt andet finder sted ved Parkinsons.

Laura Cesa, adjunkt, Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi ved Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 1.584.748 kr. fra Lundbeckfonden. Hendes projekt har fokus på samspillet mellem proteiner og ion-kanaler i hjernen i forbindelse med stroke.

Anne Zebitz Eriksen, postdoc ved Institut for Sundhedsteknologi, DTU, har fået en forskningsbevilling på 1.675.000 kr. fra Lundbeckfonden. Hendes projekt har fokus på at udvikle en ny teknik til transplantation af stamceller ved øjensygdommen ’tør Aldersrelateret Makula Degeneration’ (AMD).

Line Lund Kårhus, læge, Frederiksberg Hospital, har modtaget en forskningsbevilling på 1.600.000 kr. fra Lundbeckfonden. Hendes projekt har fokus på udvikling af nye retningslinjer for testning af patienter for glutenintolerance (cøliaki).

Anders Husby, ph.d.-studerende, Statens Serum Institut, Epidemiologisk Forskning, har modtaget en forskningsbevilling på 1.500.000 kr. fra Lundbeckfonden. Hans projekt skal sammenholde anonymiserede data om 500.000 danske børn og deres mødre. Der ses på, om der er en sammenhæng mellem hvordan børnene klarede sig ved folkeskolens afgangsprøve og de former for medicin, deres mødre tog under graviditeten.

Frederik Seersholm, ph.d.-studerende, Globe Institute, Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 1.863.869 kr. af Lundbeckfonden. Hans projekt har fokus på at beskrive faktorer bag evolutionen og spredningen af en række sygdomsfremkaldende mikroorganismer – herunder malariaparasitten. Projektet involverer omfattende analyser af fortidigt humant dna.

Melissa Larsen, postdoc, MR-afdelingen, Hvidovre Hospital, har modtaget en forskningsbevilling på 1.953.000 kr. fra Lundbeckfonden. Hendes projekt har fokus på at søge at identificere mønstre i ændringer bag hjernefunktioner og hjernestrukturer, som har sammenhæng med risikoen for udvikling af psykose. Undersøgelserne sker via avancerede skanningsmetoder.

Mikkel Petersen, postdoc, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, har modtaget en forskningsbevilling på 2.085.000 kr. fra Lundbeckfonden. Projektet har fokus på at udvikle et interaktivt ’hologram’, der bl.a. skal kunne bruges til detaljeret planlægning af avancerede hjerneoperationer.

Katrine Louise Jensen, postdoc, Department of Neuroscience, Københavns Universitet, har modtaget en forskningsbevilling på 2.238.925 kr. fra Lundbeckfonden. Hendes projekt skal bl.a. skaffe ny viden om den stofafhængighed, mange havner i, når de tager opioider mod stærke smerter. En viden, der også kan have potentiale, når det handler om at prøve at udvikle nye smertestillende midler, som ikke er vanedannende.

Andrea Sorrentino, postdoc, Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.285.900 kr. fra Lundbeckfonden. Hans projekt skal udvide forståelsen af virkningsmekanismerne bag lægemidler af typen ’GLP-1-receptor agonister’ i relation til hjertefunktionen hos diabetikere.

Maryam Ardalan, postdoc, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.331.820 kr. af Lundbeckfonden til at søge at identificere biomarkører for autisme hos for tidligt fødte.

Lasse Christiansen, postdoc, MR-afdelingen, Hvidovre Hospital, har fået en forskningsbevilling på 2.329.276 kr. fra Lundbeckfonden. Hans studie har fokus på sansemotorikken bag avancerede håndbevægelser.

Martin Dietz, postdoc, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, har fået en bevilling på 2.261.899 kr. fra Lundbeckfonden. Studiet fokuserer på mønstre i hjerneaktivitet, der kan have sammenhæng med risiko for udvikling af skizofreni.

Carmen Klein Herenbrink, postdoc, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.379.815 kr. fra Lundbeckfonden. Projektet handler om at udvide forståelsen af fejlregulering af hjernens signalstoffer.

Elena Burlacu, postdoc, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.361.072 kr. af Lundbeckfonden til studier af konsekvenserne af fejl i proteinkomplekser.

Narcis Adrian Petriman, psotdoc, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.361.072 kr. fra Lundbeckfonden.

Nathalie Beschorner, ph.d.-studerende, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, har fået en bevilling på 2.351.046 kr. fra Lundbeckfonden til forskning i Alzheimers.

Eshan Ghosh, postdoc, Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi, Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.348.371 kr. af Lundbeckfonden.

Bauke de Boer, ph.d.-studerende, Biotech and Innovation Centre 8bric9, Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.340.000 kr. af Lundbeckfonden. Projektet retter sig mod aspekter af AML – akut myeloid leukæmi – der er en alvorlig form for blodkræft.

Fabian Finger, postdoc, NNF Metabolismecenter, Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.346.466 kr. af Lundbeckfonden.

Viktoria Bågenholm, postdoc, Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.400.000 kr. af Lundbeckfonden til kortlægning af proteinstrukturer.

Luke Gamon, postdoc, Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.325.000 kr. af Lundbeckfonden. Projektet handler om at undersøge, om jodforbindelser kan bruges i en behandling, der skal forebygge åreforkalkning.

Christoffer Goth, postdoc, Biomedicinsk Institut, Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.343.442 kr. fra Lundbeckfonden. Hans projekt handler om at klarlægge modifikationer af proteiner og dermed skaffe ny viden, der kan anvendes i forbindelse med medicinudvikling.

Jan Heiner Driller, postdoc, Institut for Molekylærbiologi og Genetik, Aarhus Universitet, har modtaget en forskningsbevilling på 2.381.181 kr. fra Lundbeckfonden. Hans projekt handler om at kortlægge molekylære mekanismer knyttet til cholin – et essentielt næringsstof, der indgår i signalering mellem nerveceller.

Panagiotis Galanos, postdoc, Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, har fået en bevilling på 2.004.000 kr. af Lundbeckfonden. Studiet skal søge at kortlægge eventuelle sammenfald i bagvedliggende biologiske årsager ved udvikling af hhv. cancer og neurodegenerative sygdomme.

Elisabeth McClymont, ph.d.-studerende, Center for Kræftforskning, Kræftens Bekæmpelse, har fået en forskningsbevilling på 2.280.000 kr. af Lundbeckfonden. Projektet skal undersøge, om HPV-vaccination, der forebygger livmoderhalskræft, også nedsætter vaccinerede kvinders risiko for at føde for tidligt.

Lisbeth Liliendal Valbjørn Møller, ph.d.-studerende, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.362.000 kr. fra Lundbeckfonden. Projektet handler om at kortlægge et molekyle, der antages at kunne spille en central rolle i forbindelse med menneskets regulering af muskelmasse.

Jesper Falkesgaard Højen, ph.d., Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, har fået en forskningsbevilling på 2.465.400 kr. af Lundbeckfonden. Projektet skal undersøge dele af det humane immunforsvar, der antages at have en ’anonym’, men vigtig rolle for vores sundhed.

Carin Lunenburg, postdoc, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, har fået en bevilling på 1.599.950 kr. fra Lundbeckfonden. Projektet handler om at udvide forståelsen af, hvordan genetiske forhold hos patienter kan påvirke effekten af psykofarmaka.