Fedme sidder i hjernen
Tre forskere fra Københavns Universitet har som de første vist, hvor i kroppen særlige ’fedmegener’ er aktive.
Hvorfor udvikler nogle mennesker fedme, mens andre tilsyneladende ubesværet opretholder en såkaldt normalvægt livet igennem?
Spørgsmålet optager forskere verden over, og der er en lang række bud på, hvad ’motoren’ bag fedmeudvikling egentlig er, fortæller Tune H. Pers, lektor og Lundbeckfonden-fellow ved NNF Center for Metabolismeforskning ved Københavns Universitet (KU):
Det sker i en forskningsartikel, som han sammen med to kolleger fra Metabolismecentret, Pascal N. Timshel og Jonathan J. Thompson, netop har offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift eLife.
”Og skal man sige det kort, så viser vi, at fedme sidder i hjernen. De forsøg, der ligger bag vores arbejde, peger meget tydeligt på, at genetikken for fedme primært er hjemmehørende i hjernen”, siger Tune H. Pers.
Grasserende fedme
Behovet for at identificere centrale biologiske mekanismer bag fedme kan aflæses på badevægten i de fleste lande kloden over. Og der er tale om en udvikling, som vedvarende går den forkerte vej
”Der er tale om en grasserende fedme, og skal videnskaben have en mulighed for at tilbyde effektive behandlinger og forebyggelse, er det nødvendigt at forstå de genetiske faktorer bag udvikling af fedme og overvægt”, understreger Tune H. Pers.
Forskningsartiklen i eLife beskæftiger sig med 700 genetiske varianter, der i en række internationale undersøgelser af hele menneskets arvemasse har vist sig at være associeret med fedme.
At disse 700 genetiske varianter på en eller anden måde er med til at styre udvikling af fedme og overvægt, er der ingen tvivl om. Ligesom der heller ikke er tvivl om, at tendensen til at udvikle fedme i høj grad er arvelig hos mennesker, fortæller Tune H. Pers:
”Hidtil har man bare ikke kunnet sige noget om, hvor i kroppen – altså i hvilke celle- og vævstyper – de 700 genetiske varianter er aktive hos mennesker. Det satte vi os for at undersøge, og det gjorde vi ved at se på resultater fra museforsøg. Mus og mennesker, der begge er pattedyr, har nemlig så mange basale biologiske træk til fælles, at man udmærket kan gennemføre en sådan kortlægning af kroppens celletyper på basis af museforsøg”.
I hjernen
Ved hjælp af en særlig teknik, der kan følge signaleringen i alle celle- og vævstyper hos pattedyr, kiggede Tune H. Pers og hans kolleger på samtlige 700 genetiske varianter associeret med fedme hos mennesker.
Hvor den gængse opfattelse inden for fedmeforskning ofte er, at fedme-genetikken er knyttet til fedtvæv, havde KU-forskerne en forventning om også at finde en stor aktivitet i hjernen, fortæller Tune H. Pers:
”Men det bemærkelsesværdige var, at alle de 700 genetiske varianter udelukkende var aktive i hjernen – og ingen andre steder i kroppen”.
Forskerne kunne fx se, at nogle af varianterne sendte biokemiske signaler fra hypothalamus – et hjerneområde, hvor der er forskellige celletyper, som man ved kan påvirke fedme.
Hovedparten af de 700 genetiske varianter viste sig imidlertid at sende biokemiske signaler fra hjerneområder, som har med hukommelse og evnen til at tage beslutninger at gøre – eller fra områder, som integrerer sanseindtryk.
Spørger man Tune H. Pers, om man kan man bruge disse opdagelser til udvikling af medicin eller anden form for behandling af fedme, lyder hans vurdering: