Sitting Bull DNA-testet: Danske forskere finder høvdingens oldebarn
Undersøgelsen har været ledet af DNA-detektiven Eske Willerslev. Informationerne lå i den legendariske indianerhøvdings hårpisk. Nu vil Sitting Bulls oldebarn grave høvdingens betonforseglede knogler op.
Tapre mennesker, som dør i kampen mod uret og overmagt, ender i visse tilfælde alligevel med at vinde på den lange bane – i historiebøgerne.
Sådan er det med Tatanka-Iyotanka, bedre kendt som høvdingen og hærføreren Sitting Bull (1831-1890), der i spidsen for omkring 1.500 lakotaindianere i 1876 udraderede den amerikanske general Custer og dennes fem kompagnier i slaget ved Little Big Horn.
En blodvædet bedrift – også kendt som ’the Battle of Greasy Grass’ - som til umindelige tider vil symbolisere de indfødte amerikaneres modstand mod den hvide mands grasserende trang til imperiebygning.
Sitting Bull blev myrdet i 1890 af det såkaldte indianerpoliti, som agerede på den amerikanske stats vegne – og formentlig antog, at de derved hindrede ham i atter at komme til at spille en identitetspolitisk hovedrolle.
Men det gik altså lige omvendt, for siden 1890 er beretningen om høvdingens heltemod blot vokset i fascinationskraft.
Og nu, 131 år efter mordet, spiller Sitting Bull så hovedrollen i en forskningshistorie, der bygger på avancerede analyser af stærkt nedbrudt DNA udvundet af hans hårpisk - som i over 100 år henlå på den naturhistoriske forskningsinstitution Smithsonian Museum i Washington.
Bag DNA-analyserne - der er gennemført ved hjælp af en specialudviklet metode – står et hold danske forskere under ledelse af professor Eske Willerslev fra Lundbeck Foundation Geogenetics Centre ved Københavns Universitet (KU). I arbejdet har også deltaget en forsker fra Smithsonian Museum.
Holdets opgave var at undersøge, om det på basis af det nærmest atomiserede DNA fra en stump af Sitting Bulls hårpisk er muligt at svare ’ja’ eller ’nej’ til spørgsmålet:
Er Ernie Lapointe, f. 1948, den store høvdings oldebarn og nærmeste nulevende efterkommer?
Resultatet af undersøgelsen er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science Advances – og svaret er ’ja’, Ernie er Sitting Bulls oldebarn.
Men ud over den nyhedsinteresse og debat i relation til Sitting Bull, den videnskabelige artikel vil afføde, peger den også frem mod lignende DNA-test af slægtskab mellem mange andre for længst afdøde historiske personer og deres mulige nulevende efterkommere, understreger professor Eske Willerslev:
”Man kan i princippet kigge på hvem, det skal være - lige fra bankrøvere som Jesse James til den russiske tsarfamilie, Romanov’erne. De vil i mange tilfælde kunne undersøges på samme måde, men forudsætningen er selvfølgelig, at man har adgang til det gamle DNA - typisk fra knogler, hår eller tænder”.
Den metode, forskerholdet var nødsaget til at udvikle for at tvinge det virkelig ødelagte DNA fra Sitting Bulls hårpisk til at tale, vil imidlertid også kunne anvendes til andet end slægtsforskning, siger Eske Willerslev:
”Det kan fx være inden for populationsgenetik, historie og retsvidenskab. Her vil metoden også i mange tilfælde gøre det muligt at besvare vigtige spørgsmål på basis af gammelt humant DNA, som ellers har været anset for at være så nedbrudt, at man ikke regnede med, at det var umagen værd at prøve at få pålidelige informationer ud af det”.
Hårpisken skal udleveres
Vejen fra den første idé til den færdige videnskabelige Sitting Bull-artikel har været lang – det har taget 14 år – og den har på sine strækninger også været særdeles stenet for Eske Willerslev og de fire andre forskere ved KU, der har hjulpet ham: Ida Moltke, Thorfinn Sand Korneliussen, Andaine Seguin-Orlando og J. Victor Moreno-Mayar.
”Til tider har det faktisk også været nærmest surrealistisk”, begynder Eske Willerslev, når han skal prøve at strukturere hele historien og fortælle den ”bare sådan nogenlunde fra Adam og Eva”, som han siger:
”Men altså: Sitting Bull har altid været min helt – helt fra jeg var dreng. Jeg beundrer hans mod og
handlekraft. På mit kontor hænger en Sitting Bull-plakat, det har den gjort i mange år, og hver eneste dag ser jeg på ham, og nikker anerkendende til ham. Derfor var jeg også ved at få kaffen helt galt i halsen, da jeg en morgen i efteråret 2007 i et eller andet tidsskrift læste, at Smithsonian Museum med henvisning til ny amerikansk lovgivning om såkaldt repatriering af visse museumsgenstande havde besluttet at give Ernie Lapointe og hans tre søstre – hvoraf to sidenhen desværre er døde – Sitting Bulls hårpisk og leggings tilbage”.
Museet havde siden 2004 studeret diverse dokumenter i form af blandt andet fødsels- og dødsattester, et familietræ og forskellige historiske dokumenter, som Ernie og hans søstre havde sendt ind for at understøtte deres mangeårige påstand om, at de er Sitting Bulls nærmeste nulevende familiemedlemmer, fortæller Eske Willerslev:
”Og museet endte altså med at give dem ret. Holy Shit!, tænkte jeg bare, da jeg læste det: For her kunne jo være en mulighed for at komme til at arbejde med Sitting Bulls DNA, og større bliver det efter min mening ikke – det skulle da lige være Jesus eller Buddha. Så jeg skrev til Ernie Lapointe og forklarede ham, at jeg havde speciale i analyser af gammelt DNA, at jeg var en stor beundrer af Sitting Bull – og at jeg ville betragte det som en virkelig ære, hvis jeg kunne få lov at sammenligne Ernies- og hans søstres DNA med DNA fra høvdingens hårpisk, når den blev udleveret. Men jeg lagde heller ikke skjul på, at en sådan undersøgelse jo kunne ende med at vise, at der ikke er et slægtskab, og det skulle de tage med i deres overvejelser”.
Da svaret kom, var det et ja: Professor Willerslev var velkommen, han skulle indfinde sig i Ernie Lapointes hus i South Dakota lidt uden for Pine Ridge-reservatet nær Black Hills den 15. december 2007. Han skulle møde op uden frygt – men han skulle vide, at han ikke kunne undgå at blive afsløret, hvis han havde skumle hensigter – og desuden skulle han medbringe en offergave i form af god tobak.
”Det blev en oplevelse – en ceremoni – som jeg til min død vil have nærmest tatoveret ind i hukommelsen”, siger Eske Willerslev: ”Det var så væsensforskelligt fra den biologiske og matematiske virkelighed, jeg beskæftiger mig med i hverdagen, at noget i mig protesterede højlydt. Mens en anden del af mig – og det var heldigvis den del, jeg lyttede til – valgte at læne sig tilbage og acceptere, at virkeligheden er mangfoldig og ind imellem ganske overraskende”.
I Ernies kælder
15. december oprandt, det var en lørdag, og Eske Willerslev ankom efter en strabadserende transatlantisk flyvetur og noget bilkørsel til Ernies hus. Professoren havde en dåse pibetobak af mærket ’My Own Blend’ med, og han var på ingen måde påvirket af hverken alkohol eller euforiserende substanser – hvilket var en anden af betingelserne for at deltage i den ceremoni, som kort efter skulle afvikles i Ernies kælder.
Først hilste man dog på hinanden, husker Eske Willerslev: ”Der var Ernie, og to af hans tre søstre. Så var der antropologen Bill Billeck fra Smithsonian Museum – og han er i øvrigt også en af forfatterne bag den nye videnskabelige artikel i Science Advances – samt medicinmanden Marvin og seks indianere, som både kunne synge og slå på tromme, skulle det vise sig. Og endelig var der så mig”.
Selskabet gik ned i Ernies kælder, ned i et i alle henseender upåfaldende lokale, hvor der var bredt et bøffelskind ud på gulvet. Det satte medicinmanden sig på, hvorefter de seks sangere og trommeslagere placerede sig i en halvcirkel foran ham. Resten af selskabet skulle også sidde på gulvet, men nærmere væggen.
Inden lyset blev slukket, havde Eske Willerslev set, at Marvin havde medbragt to skindposer. Den ene var stor og blev behandlet så nænsomt og respektfuldt, at den måtte antages at kunne repræsentere Sitting Bull.
Så blev lyset slukket, kælderen var med ét mørk, og nu tog de seks sangere og trommeslagere for alvor fat og leverede en slags præludium. Da det klingede ud, var det tid at kontakte Sitting Bull, som fra den spirituelle verden skulle svare på tre spørgsmål, fortæller Eske Willerslev:
”Det var Marvin, medicinmanden, der henvendte sig til Sitting Bull, og eftersom jeg ikke taler lakota, forstod jeg naturligvis ikke et ord. Men jeg fik senere forklaret, hvad Marvin havde bedt Sitting Bull om at forholde sig til, nemlig: Er den hårpisk, Smithsonian har opbevaret siden 1896, og som Bill Billeck har med i dag for senere at give til Ernie og hans søstre, din hårpisk? Og hvad ønsker du, at der skal ske med håret, Sitting Bull? Og må Eske få en prøve, som han kan studere?”
Inden lyset blev slukket, havde Eske Willerslev set, at Marvin havde medbragt to skindposer. Den ene var stor og blev behandlet så nænsomt og respektfuldt, at den måtte antages at kunne repræsentere Sitting Bull. Den anden var lille – den så ud til at være en del af Marvins ceremonielle udstyr – og begge poser var fyldt med noget, som raslede.
”Måske var det sten, men det kan også godt have været tørrede ærter”, husker Eske Willerslev:
”Men uanset hvad, så fornemmede jeg – mens Marvin talte med Sitting Bull i mørket –
at den store skindpose med en ret enerverende raslen begyndte at bevæge sig rundt om min krop. Den cirklede i sære baner – i et mønster, som var forvirrende og helt uforudsigeligt. Jeg havde ingen fornemmelse af, at den blev ført af en hånd – og jeg havde heller ikke bemærket, at nogen af deltagerne havde rejst sig. Posen ligesom bare svævede rundt om mig. Helt af sig selv”.
Lige til posen ikke svævede mere, fordi den bare forsvandt – og blev afløst af et blågrønt lys, lige foran medicinmanden, siger Eske Willerslev: ”Det var meget svagt, til at begynde med bare en mikroskopisk prik. Men det bevægede sig lige hen mod mig, og jo nærmere det kom, jo større og kraftigere blev det. Og til sidst – måske bare i et sekund, men det føltes meget længere – stod lyset som en blågrøn skive helt stille foran mit ansigt, inden det sivede lige op i min næse. I samme øjeblik fløj den store skindpose med voldsom kraft raslende gennem luften, og hamrede ind i kældervæggen lige bag mig”.
Hermed var seancen forbi, og deltagerne røg en fredspibe med et eller andet, der hverken var traditionel tobak eller cannabis, men alligevel havde en udtalt behagelig virkning. Og efter piben gik man op i Ernies dagligstue, hvor der blev serveret en slags kødsuppe.
Under dette måltid forklarede Ernie, at kontakten til Sitting Bull havde været meget fin – samt at høvdingen til fulde havde bekræftet, at hårpisken var hans, at det var helt ok, at Eske Willerslev fik en prøve, dog moderat – samt at resten af hårpisken derefter skulle pakkes ind i et hvidt klæde og senere brændes; hvilket er sket.
”Sådan fik jeg fem-seks centimeter af Sitting Bulls hårpisk, inden jeg drog hjem til KU – og i bagagen havde jeg også DNA-prøver fra Ernie og hans tre dalevende søstre. Materialet var der altså, men at det skulle være så besværligt og tage 14 år at få brugbart DNA ud af stumpen fra hårpisken, det havde jeg alligevel ikke forestillet mig”, siger Eske Willerslev.
Under betonskallen
Ernie Lapointe har meldt sig på Skype.
Den videnskabelige artikel i Science Advances er lige på trapperne, og han smiler - men ikke på nogen måde triumferende – ved tanken om, at han meget snart med DNA-videnskaben i ryggen vil kunne sige:
”Jeg er Sitting Bulls oldebarn – I am the only great son of Sitting Bull”, som han formulerer det: “Og min storesøster – (Ethel Little Spotted Horse-Bates, f. 1937, red.) – er hans andet nulevende oldebarn. Vores andre søstre er naturligvis også hans oldebørn, men de er i den spirituelle verden nu”.
Ernie Lapointe fortæller, at der gennem årene har været mange, ”som har villet stille spørgsmålstegn ved mit og mine søstres slægtskab med Sitting Bull. Men vi ved, hvem vi er – jeg ved, hvem jeg er – så det er ikke noget, jeg har taget mig af”.
Alligevel er det af stor betydning for Ernie Lapointe, at han nu har DNA-belæg for at hævde sin blodlinje til den store høvding. For Lapointe, som har beskæftiget sig indgående med sin forfader gennem de sidste 30 år – og har skrevet bøger og holdt foredrag om ham – har noget helt særligt i tankerne. Han fortæller, at han planlægger en genbegravelse af Sitting Bull, muligvis i the Black Hills i South Dakota:
”I et naturområde, der ejes af en række Lakota-stammer. Det vil give god mening, for her vil han kunne få et værdigt hvilested. I modsætning til den grav, han i dag har i Mobridge – som også ligger her i South Dakota – det er på ingen måde et værdigt gravsted!”
I Mobridge ligger høvdingens knogler – formentlig – i en metalkasse i en slags betonhvælving. Men dels ligger hvælvingen i dag uden for alfarvej og på et sted, som ikke i nævneværdig grad knytter sig til Sitting Bull og den kultur, han repræsenterede – dels kan der jævnligt observeres respektløs adfærd ved graven, fortæller Ernie Lapointe:
”Der er folk, som smider alkohol på den – andre pisser på den. Min mor sagde altid: Hvis han kan flyttes, så gør det”.
Ernie Lapointe siger, at han for at føre denne plan ud i livet nu vil søge at skaffe midler til at åbne graven i Mobridge, tage knoglerne ud – og dernæst igangsætte den meget omfattende proces, en genbegravelse vil være.
Og det er ikke kun et spørgsmål om penge. Der skal indhentes tilladelser, og der skal også foretages DNA-analyser af de knogler, som formodes at ligge i hvælvingen for at se, om de rent genetisk matcher hårpisken.
Og endelig lurer en mulig interessekonflikt med en lokalitet i North Dakota, ved Fort Yates, hvor man også hævder at have det autentiske Sitting Bull-gravsted.
Der er altså, som det udtrykkes i den videnskabelige artikel i Science Advances, ”to forskellige, officielle gravsteder for Sitting Bull. Begge steder har besøgende”.
Mor og rendegraveren
Da Sitting Bull blev slået ihjel af indianerpolitiet i 1890, blev hans lig bragt til Fort Yates i North Dakota – til det såkaldte Standing Rock Agency, der i dag har skiftet navn til Standing Rock Indian Reservation.
Her klippede en amerikansk militærlæge, Horace Deeble, Sitting Bulls hårpisk af, lige som han tog høvdingens leggings – og begge dele langtidsudlånte doktoren i 1896 til Smithsonian Museum, hvor de lå, til Ernie Lapointe og hans søstre fik dem udleveret i 2007.
At Sitting Bulls knogler stadig skulle ligge i Fort Yates, afviser Ernie Lapointe bestemt og flere gange i løbet af Skype-samtalen:
”For min mor – (Angeline Spotted Horse,1903-1959, red.) – og to af mine tanter sørgede for, at hans knogler blev flyttet til Mobridge i 1953. Fort Yates er et bedrøveligt sted, der hørte han bestemt ikke hjemme, og derfor fik de ham flyttet”.
Ernie Lapointe fortæller, at kvinderne havde lejet mandskab og en rendegraver, og at de fandt knoglerne pakket ind i noget blåt lærred, da graven i Fort Yates i al hemmelighed blev åbnet en mørk nat:
”Fra kilderne er det kendt, at Horace Deeble – som ud over at være læge også havde bibeskæftigelse som en slags bedemand – svøbte blåt lærred omkring Sitting Bulls lig, inden han placerede det i en meget primitiv trækasse, som man næppe har kunnet kalde en rigtig kiste. Kassen var væk, da min mor og mine to tanter så graven blive graven åbnet – og det var jo ikke så mærkeligt, for på det tidspunkt havde Sitting Bull været død i 63 år. Men min mor fortalte, at der stadig var stykker af blåt kanvas omkring knoglerne, og at kraniet var ødelagt på en måde, der stemte overens med beretningen om, hvordan han blev slået ihjel. Hun var slet ikke i tvivl om, at det var Sitting Bulls jordiske rester, der blev gravet op i Fort Yates den nat”.
Men at knoglerne endte i hvælvingen i Mobridge, det var ikke nogen god løsning og placering, pointerer Ernie Lapointe atter: ”Min mor var imod det, men hun kom i mindretal, og så blev det sådan. Det er det, vi nu vil prøve at gøre noget ved”.
Når knoglerne i Mobridge skal analyseres, for at det kan afgøres, om det er Sitting Bulls jordiske rester, kommer Eske Willerslev og hans kolleger på KU formentlig atter i aktion. For Ernie Lapointe ejer efter amerikansk lov de juridiske rettigheder til Sitting Bulls genetiske data – og han kan derfor som udgangspunkt bestemme, hvem der skal udføre analyserne.
”Vi gør det meget gerne – også det vil være en ære”, siger Eske Willerslev:
”Analyserne vil have en klar symbolsk betydning for store grupper af USA’s oprindelige folk, indianerne, som i vid udstrækning og på tværs af stammer betragter Sitting Bull som et symbol på frihed og integritet. Hvad der sker med hans knogler, hvis de viser sig at ligge i Mobridge – om de bliver genbegravet, og i givet fald hvor og hvordan – vil derfor interessere mange, mange flere, end Ernie Lapointe og hans søster”.
Derfor kan man heller ikke udelukke, at det forhold, at Ernie Lapointe har de juridiske rettigheder til Sitting Bulls nu kortlagte DNA – og kan administrere den videnskabelige brug af disse informationer – vil skabe en vis debat.
Men den har KU-forskerne ingen intentioner om at gå ind i, understreger Eske Willerslev:
”Vi agerer naturvidenskabeligt, på basis af en godkendelse fra KU’s Videnskabsetiske Komite. De juridiske spidsfindigheder, som måtte opstå i USA omkring rettighederne til høvdingens DNA, dem klarer de nok på deres side af Atlanten”.
Når det tog 14 år at få brugbart DNA ud af de fem-seks centimeter af Sitting Bulls hårpisk, forskerne ved KU havde at arbejde med, skyldtes det primært nedbrydning:
Håret havde været opbevaret over 100 år ved stuetemperatur på Smithsonian Museum i Washington, og det overlever DNA ikke intakt. Og hertil kom, at hårpisken i sin tid blev kemisk konserveret, hvilket blot komplicerede situationen.
”Så det DNA, vi med tiden fik ud af håret, var virkelig fragmenteret. Det var på ingen måder et helt genom, men relativt få, bitte-små brudstykker. Det betød, at vi måtte gå en anden vej for at prøve at skabe et genetisk sammenligningsgrundlag mellem Sitting Bull og Ernie Lapointe”, fortæller lektor Ida Moltke fra Biologisk Institut på KU.
Hun er førsteforfatter på den videnskabelige artikel, og været med i dette analysearbejde i over 10 år.
Når man på basis af DNA-analyser skal prøve at konstatere, om der er slægtskab mellem en for længst afdød og hans eller hendes efterkommere, er den traditionelle tilgang at kigge efter en uniparental linje.
Det vil sige en linje af Y-kromosom fra forfader til søn, en mande-linje.
Eller – hvis den for længst afdøde var kvinde – kigge efter en linje af mitochondrie-DNA, som formoderen har afgivet til både sønner og døtre.
Men i tilfældet Sitting Bull kunne ingen af disse – i øvrigt heller ikke specielt pålidelige - løsninger bruges, da Ernie er beslægtet med høvdingen på sin mors side.
Så Ernie kan hverken have arvet Y-kromosom eller mitochondrie-DNA fra Sitting Bull.
Løsningen blev derfor at kigge efter autosomalt DNA i de arvemassefragmenter, det successivt lykkedes at klemme ud af hårpisken, siger Ida Moltke:
”Autosomalt DNA er vores ikke-kønsspecifikke DNA, som vi arver halvdelen af fra vores far, og halvdelen af fra vores mor. Hvis vi kunne lokalisere tilstrækkelige mængder autosomalt DNA i Sitting Bulls hårprøve, ville vi kunne bruge det som sammenligningsgrundlag i analyserne af den nutidige DNA-prøve fra Ernie Lapointe”.
Ideen var rigtig, men det krævede adskillige forsøg, inden det lykkedes at nå frem til en specialudviklet metode, som faktisk kunne gøre arbejdet og levere et tilstrækkeligt sikkert resultat.
Metoden kræver også referenceprøver – i dette tilfælde fra en række Lakota-indianere, som ikke er nært beslægtede med Ernie Lapointe.