Fellowship

Elisabeth Rexen Ulven

Expanding the pharmacological toolbox for carboxylate-sensing GPCRs

Assistant Professor
University of Copenhagen

Vil udforske receptorer for at skabe ny medicin

Omkring en tredjedel af alle lægemidler på markedet fungerer ved at skrue op – eller skrue ned – for såkaldte GPCR-proteiner, der er en gruppe receptorer i menneskekroppen.

Ved at påvirke disse receptorer, manipulerer lægemidlerne forskellige biokemiske processer i kroppen. Og det er forklaringen på, at denne type præparater kan forebygge eller behandle sygdomme.

Mennesket og andre pattedyr har omkring 800 forskellige GPCR-receptorer, som sidder på overfladen af celler overalt i kroppen – og lægemiddelforskere er meget interesserede i at undersøge disse receptorers funktion.

Det er et studie af den art, adjunkt Elisabeth Rexen Ulven fra Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi ved Københavns Universitet netop har fået et Lundbeckfonden fellowship til at gennemføre.

Elisabeth Rexen Ulven, 35, er uddannet medicinalkemiker fra Syddansk Universitet, hvor hun også tog sin ph.d.-grad i 2012. Siden 2018 har hun været ansat ved Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i en særlig undergruppe af GPCR-receptorerne:

”Der er tale om nogle receptorer, som aktiveres af stoffer, der indeholder karboxylsyre. Nogle af de receptorer, jeg skal kigge på via mit fellowship, er blandt andet involveret i betændelsestilstande”.

Cirka 400 af de 800 GPCR-receptorer, mennesket har i kroppen, sidder i næsen – og her er receptorernes opgave at spore duftstoffer, fortæller Elisabeth Rexen Ulven:

”De resterende 400 har ikke noget med duftstoffer at gøre – og af disse 400 er der i dag omkring 100, som godkendte lægemidler virker igennem. Med hensyn til de sidste 300, så udgør de et stort potentiale for udvikling af nye lægemidler, hvis man altså kan blive klogere på dem. Og de receptorer, jeg arbejder med, tilhører netop denne gruppe”.

Skal man sige det lidt firkantet, skal Elisabeth Rexen Ulven udvikle forskellige ’værktøjer’, der kan gøre det muligt i detaljer at studere funktionerne af nogle af de 300 receptorer. For når man kender disse detaljer, bliver det muligt for forskere at danne sig et billede af, om en receptor kan være et mål for et nyt lægemiddel.

En del af Elisabeth Rexen Ulvens fellowship handler om at lave fluorescerende stoffer, fortæller hun: ”Det er stoffer, som lyser op – og ved hjælp af dem kan man netop se, hvor og hvordan stofferne interagerer med receptorerne og med andre stoffer. På den måde kan man studere receptorerne over tid”.

Elisabeth Rexen Ulven vil gennemføre sit fellowship i samarbejde med blandt andre et hold skotske molekylærbiologer fra University of Glasgow.

Elisabeth

Information