Talent Prize

Leonardo Bonetti

Han bruger musik til at forstå kognitive processer

Postdoc
Center for Music in the Brain, Aarhus Universitet, og Center for Eudaimonia and Human Flourishing, University of Oxford.

Leonardo Bonetti, postdoc, får en Lundbeckfonden Talent Prize 2022 for sin kognitionsforskning – hvor han også trækker på sin baggrund som konservatorieuddannet musiker.


Man skal være både udpræget musikalsk og indstillet på at øve sig længe og vedholdende, hvis man sigter mod at blive konservatorieuddannet musiker.

Sådan var det også for Leonardo Bonetti, postdoc ved Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet og en af de fem forskere, der modtager en Lundbeckfonden Talent Prize 2022:

Musikaliteten var ubestridt, arbejdsdisciplinen var på plads, konservatoriet i Bologna i Italien ville gerne optage ham – og så gik Leonardo Bonetti ellers i gang med at uddanne sig til klassisk guitarist. Da han var færdig med det, tog han en master i psykologi fra Bolognas Universitet – ”kraftigt inspireret af musikken”, fortæller han:

”Beslutningen om at læse psykologi modnedes i takt med, at jeg uddannede mig til guitarist. Jeg begyndte nemlig for alvor at forstå hvor godt et værktøj musik egentlig er, når man vil studere hjerneprocesser. Musik er karakteriseret ved en hierarkisk struktur - og når man lytter til musik, er der samtidig tale om en proces, hvor en række af de centrale elementer, som karakteriserer menneskets hjerneaktivitet, er aktive. Det handler bl.a. om opmærksomhed, emotioner og ikke mindst hukommelse – og jeg kom frem til, at jeg ville bruge musik til at studere disse processer”, siger Leonardo Bonetti.

Et oplagt sted at gennemføre sådanne studier var ’Center for Music in the Brain’ ved Aarhus Universitet, der ledes af professor Peter Vuust. Her har Leonardo Bonetti nu i fem år forsket og haft sin videnskabelige hovedtilknytning.

Leonardo Bonetti forsker desuden som Carlsberg Foundation Fellow i perioder ved ’Center for Eudaimonia and Human Flourishing’ ved det britiske University of Oxford. Det er et interdisciplinært center under ledelse af den danske neuroprofessor Morten Kringelbach, hvor psykologer, psykiatere, fysikere, kunstnere og filosoffer i fællesskab udforsker bl.a. den menneskelige hjernes dynamiske processer og dynamiske kapacitet; i øvrigt i tæt samarbejde med ’Center for Music in the Brain’, som Morten Kringelbach også er tilknyttet.

Et af de studier, Leonardo Bonetti har gennemført, involverede i alt 300 forsøgspersoner – som alle, en efter en, skulle lytte til en musikalsk ’cocktail’. Og mens deltagerne lyttede til musikken, der i vid udstrækning bestod af temaer fra Johan Sebastian Bach-kompositioner, blev deres hjerneaktivitet målt ved hjælp af avancerede hjerneskanningsmetoder.

”Deltagerne skulle prøve at huske den musik, vi spillede for dem. I en senere skanning undersøgte vi så hvad der skete, når vi spillede samme musik for dem en gang til – altså, om de genkendte den. Og endelig gennemførte vi en skanning, hvor de 300 deltagere på samme måde blev præsenteret for musik, vi ikke havde spillet for dem tidligere”, fortæller Leonardo Bonetti.

Skanningerne – som blev foretaget ved hjælp af to forskellige teknikker – viste populært sagt, hvad der i denne sammenhæng skete hvor i hjernen, siger Leonardo Bonetti:

”Vi kunne se, hvordan en række forskellige områder i hjernen arbejder sammen – både når det gælder om at huske og genkende musik. Og vi kunne også se, at hjernen arbejder så hurtigt, at den alt i alt bruger mindre end et halvt sekund på at erindre og senere genkende en lyd eller en tone”.

De 300 deltagere repræsenterede aldersmæssigt en relativt stor spredning, og det hjerne-aktivitetsniveau, der blev målt i musikforsøget, var generelt højst hos de yngre deltagere. Uden at det dog betød, at gruppen af ældre nødvendigvis var dårligere til som sådan at lagre og senere genkende musikken, fortæller Leonardo Bonetti. Hvordan det mere detaljeret kan forstås, er endnu ikke klarlagt.

Studiet handlede overordnet om grundlæggende forhold, der styrer kognition – især hukommelse – og Leonardo Bonetti vil nu prøve at gennemføre lignende forsøg med mennesker, som har fået konstateret forskellige former for demens:

”Her vil det også være relevant at anvende musik for at udvide forståelsen af, hvad demens gør ved den kognitive kapacitet”, vurderer han.
 

Leonardo Bonetti om sin forskning og Talent Prize: 

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.
Leonardo Bonetti Talent Prize 2022