Pressemeddelelse

Ny aftale mellem fonde og danske universiteter om forskningsfinansiering

Forskere i lab

Lundbeckfonden og fem øvrige private forskningsfinansierende fonde, Novo Nordisk Fonden, Villum Fonden, Carlsbergfondet, Velux Fonden og LEO Fondet, har indgået en aftale med Danske Universiteter. Målet er at styrke transparensen omkring fondenes bidrag til forskning på universiteterne og at definere en klar økonomisk fordelingsnøgle mellem fonde og universiteter.

 

Universiteterne og de forskningsfinansierende fonde ønsker at skabe klarhed omkring finansieringen af dansk forskning. Derfor indfører de fra næste år en model for de afledte omkostninger forbundet med fondenes bevillinger til forskning på universiteterne ved at indføre en klar betalingsfordeling mellem fonde og universiteter samt standardiserede ansøgnings- og administrationsprocesser til gavn for både universiteter, forskere og fonde.

I Lundbeckfonden bifalder vi udspillet, som er blevet til i en konstruktiv dialog mellem parterne og baseret på transparente finansieringsmodeller, udarbejdet af universiteterne. Vi forventer, at den nye aftale vil give universiteterne mulighed for at prioritere forskningsindsatser, og glæder os til at følge de konkrete initiativer det medfører til styrkelse af forskningshøjden på de danske universiteter. siger Jan Egebjerg, forskningsdirektør i Lundbeckfonden.

Aftalen indebærer konkret, at de seks fondes bidrag til dækning af afledte projektomkostninger ved bevillinger under 50 mio. kr., der er søgt i åben konkurrence, fremover sker i form af et projekttillæg. Projekttillægget er fastsat til 250.000 kr. pr. projektansat videnskabeligt årsværk, typisk ph.d.- og postdoc-ansatte, for forskning inden for de ”våde” hovedområder (naturvidenskab, sundhedsvidenskab og teknisk videnskab). For de ”tørre” hovedområder (humaniora, samfundsvidenskab, jura og teologi) udgør projekttillægget 200.000 kr. pr. projektansat videnskabeligt årsværk.


Med den nuværende projekt-portfolio støttet af Lundbeckfonden vil ca. 22 % af bevillingerne fremover gå til afledte omkostninger mod 10 % af de nuværende bevillinger estimerer Jan Egebjerg.
 

FAKTA

Modellen og projekttillægget er blevet til på baggrund af en grundig kortlægning af omkostninger forbundet med forskellige typer af fondsfinansierede offentlige forskningsprojekter på universiteterne.

Universiteterne og de medvirkende fonde vil i forlængelse af aftalen fortsætte den tætte dialog om, hvordan kvaliteten og bredden af dansk forskning kan styrkes.

Landingsside for aftalen samt FAQ

Aftale om fælles model for financiering af forskningsprojekter

 

Læs Danske Universiteters pressemeddelelse her