DARE Programme

Cathrine Korsholm

DARE Fellowship: Skal undersøge leversygdom hos børn

University of Copenhagen

Cathrine Korsholm skal forske og studere ved UCSF i Californien – et af USA’s bedste universiteter.

Cathrines forskning fokuserer på en meget sjælden, men også meget alvorlig leversygdom, som kan ramme spædbørn og nyfødte – galdevejsatresi.

Sygdommen konstateres årligt hos 5-10 danske børn, og den opdages typisk nogle uger efter fødslen, fordi barnet udvikler gulsot.

Årsagen til galdevejsatresi er ukendt, fortæller Cathrine Korsholm:

”Ved galdevejsatresi sker der det, at galdevejene blokeres. Resultatet er manglende fedtoptagelse, og at der ophobes store mængder affaldsstoffer i leveren. Disse affaldsstoffer, som leveren ikke kan komme af med, laver leverskader. Skaderne er så store, at 85 procent af alle børn, der får sygdommen, bliver levertransplanteret, inden de fylder 20 år – og på verdensplan er galvejsatresi den hyppigste årsag til børnelevertransplantationer”.

Ved UCSF skal Cathrine Korsholm forske under vejledning af børnekirurgen Amar Nijagal – han forsker i leversygdomme og opererer børn, der har udviklet galdevejsatresi.

”Det, jeg skal undersøge, er, om der muligvis kan peges på nogle faktorer i fosterstadiet, som kan være medvirkende til udvikling af sygdommen”, siger Cathrine Korsholm.

Grundlaget for denne undersøgelse er blandt andet en række dyreforsøg med en grisemodel. Forsøgene er udført ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab (IVH) ved Københavns Universitet, hvor forskere har inficeret grisefostre i soens mave for at se, om det ad denne vej er muligt at fremkalde betændelsestilstande.

”En af mine to danske vejledere, professor Thomas Thymann fra IVH, har givet mig adgang til datamateriale fra disse forsøg, som jeg er gået i gang med at analysere. Men der venter meget arbejde, før de analyser er færdige – og om de så kan fortælle noget om eventuelle sammenhænge mellem betændelsestilstande i fostertilstanden og galdevejsatresi, må tiden vise”, siger Cathrine Korsholm.

Hendes anden danske mentor på projektet er overlæge Vibeke Brix Christensen fra Rigshospitalets BørneUngeAfdeling.

Information

Cathrine Korsholm, 27 år, studerer medicin ved Københavns Universitet (KU), hun mangler at skrive og forsvare sit speciale, før hun er færdig som læge. Hun er en af de fem danske medicinstuderende, som i 2021 bliver sendt til USA via Lundbeckfondens DARE-program (Danish-American Research Exchange).

Cathrine