DARE Programme

Rasmus Reeh

DARE Fellowship: Sukker og døgnrytme og kroppens ’ur’

University of Copenhagen

Rasmus Reeh studerer medicin ved Københavns Universitet (KU). Han er en af de fem danske medicinstuderende, der i 2021 bliver sendt til USA via Lundbeckfondens DARE-program (Danish American Research Exchange).

”Min forskning handler om at undersøge, hvordan blodsukkeret kan påvirke vores døgnrytme”, fortæller Rasmus Reeh:

”Alle kroppens celler er udstyret med et ’ur’. Det vil sige, at cellerne er timet og forberedt til at gå i aktion, når de skal løse netop deres opgaver på et passende og forudset tidspunkt. Det gælder fx de insulinproducerende celler. Det er smart, at de ved, hvornår vi plejer at spise. Derfor har de gjort insulin klar og pakket det, så det kan frigives, når vi skal spise. Det er en fordel for vores krop, at de mange forskellige cellegrupper hver især er timet og forberedt på deres arbejdsopgaver i løbet af dagen, så de er tilpasset vores døgnrytme”, siger Rasmus Reeh.

Men hvordan kommer blodsukkeret ind i billedet?

Svaret er, at noget tyder på, at sukker kan være med til at finjustere cellernes ure. Professor Louis Ptácek fra UCSF, der er Rasmus Reehs amerikanske mentor, har påvist en sådan sammenhæng i celleforsøg.
På baggrund af disse celleforsøg er hypotesen, at cellernes ’ure’ begynder at køre hurtigere, når blodsukkeret er højt – fordi sukkeret påvirker et protein, som er med til at regulere vores døgnrytme.

”Det vil vi nu undersøge i museforsøg”, forklarer Rasmus Reeh: ”Hypotesen siger også, at et højt blodsukkerniveau kan føre til, at døgnrytmen bliver ’skæv’ og kommer ud af balance – og at det vil have negative konsekvenser, fordi det vil have ligheder med en slags permanent jetlag”.

Rasmus Reeh skal undersøge, om der er denne sammenhæng mellem højt blodsukker og forstyrrelser i døgnrytmen. Disse undersøgelser skal han udføre på UCSF i professor Louis Ptáceks laboratorium.
Ptácek er en af verdens førende forskere inden for søvn- og døgnrytmeforstyrrelser.

Forskningen sker i samarbejde med Rasmus Reehs danske mentor, professor Thomas Mandrup-Poulsen, KU, der har stor ekspertise inden for døgnrytme- og sukkersygeforskning.

Information

Rasmus Reeh, 26, studerer medicin ved Københavns Universitet (KU). Han mangler at skrive og forsvare sit speciale, før han er færdig som læge. Han er en af de fem danske medicinstuderende, der i 2021 bliver sendt til USA via Lundbeckfondens DARE-program (Danish American Research Exchange).

 

Rasmus