Dansk forskning kan frikende australsk kvinde for firedobbelt barnemord - hun har været fængslet i 18 år

Debatten raser i Australien, og forskning støttet af Lundbeckfonden spiller en væsentlig rolle i 90 prominente forskeres forsøg på at få Folbigg frikendt. Hun er offer for justitsmord, siger forskerne, der samtidig anklager retssystemet i den australske delstat New South Wales for at ignorere videnskabelige fakta.

En kvinde, som anklages for med overlæg at have ombragt sit spæde barn, vil næsten uundgåeligt havne i den offentlige gabestok.

Hun vil, både i medierne og i en retssag, med stor sandsynlighed blive fremstillet som hjerteløs – i overensstemmelse med de associationer til ultimativ ondskab, forestillingen om et barnemord vækker:

For hvordan kan en kvinde tage livet fra en spæd, som hun har båret under sit eget hjerte og med moderkærlighed skulle beskytte, vejlede og guide hen ad livets vej?

Erklærer hun sig uskyldig i denne tiltale, må anklagemyndigheden – såfremt der ikke er egentlige beviser – naturligvis kunne sandsynliggøre hendes skyld hinsides ’enhver rimelig tvivl’, hvis hun skal kunne dømmes.

Men ’enhver rimelig tvivl’ bygger på fortolkning. Og kvindens stilling bliver i den situation ikke nødvendigvis styrket, hvis anklagen lyder på ikke ’bare’ ét, men hele fire barnemord!

Og fire barnemord var, hvad Kathleen Folbigg var tiltalt for, da hun i 2003 kom for retten i den australske provins New South Wales.

Hun var 35 år, da dommen faldt – den lød på 40 års fængsel, og retten konkluderede, at hun havde dræbt de fire børn, hun havde født i perioden 1989-1999:

Caleb i 1989, da han blot var 19 dage gammel; Patrick i 1991, da han var otte måneder; Sarah i 1993, da hun var 10 måneder – og Laura, 18 måneder gammel, i 1999.

Børnene blev alle fundet døde i hjemmet, uden at dødsfaldene, trods obduktioner, kunne forklares fyldestgørende – og uden at der i øvrigt blev opdaget omstændigheder, som bestyrkede en mistanke om mord.

I 2003 kunne anklageren i New South Wales derfor ikke bevise, at Kathleen Folbigg havde slået børnene ihjel. Alligevel var anklagerens påstand, at hun havde ombragt Caleb, Patrick, Sarah og Laura ved kvælning.

Denne påstand, som retten endte med at lægge til grund for domfældelse for barnemord, byggede blandt andet på en fortolkning af følelsesladede notater fra Kathleen Folbiggs dagbog, som hendes daværende mand og de fire børns far, Craig Folbigg, havde givet til politiet. Hvorefter sagen rullede.

Ud over dagbogsnotaterne støttede anklageren sig til den såkaldte Meadow’s Law, der om pludselig spædbarnsdød (Sudden Infant Death Syndrome, SIDS) siger: At det er en tragedie, når ét spædbarn pludselig dør. Oplever en familie at miste to børn på den måde, begynder det at blive mistænkeligt – og er der tale om tre børn, må det betragtes som mord, til det modsatte er bevist.

Denne såkaldte lov, der i dag betragtes som ganske uvederhæftig, tilskrives den britiske børnelæge Sir Roy Meadow (f. 1933) - der siden årtusindskiftet er faldet i alvorlig videnskabelig miskredit, blandt andet fordi hans vidneudsagn i en britisk sag fra 1999 om SIDS viste sig at føre til, at en uskyldig kvinde, Sally Clark, blev dømt for at have slået sine to spædbørn ihjel.

Sally Clark, der blev frikendt i 2003, døde stærkt psykisk nedbrudt i 2007.

Jeg er uskyldig

Det sagde Kathleen Folbigg vedholdende, da hun stod foran retten i New South Wales i 2003 – og 18 år i fængsel har ikke ændret hendes opfattelse af det spørgsmål en tøddel: Hun står fast på, at alle fire børn døde af uforklarlige årsager.

Nu skal det australske retssystem så prøve at finde en grimasse, der kan passe, når det snart – på den ene eller den anden måde – skal tage stilling til hårde videnskabelige fakta, der støtter Kathleen Folbigg.

Der er blandt andet tale om en international undersøgelse med deltagelse af fire danske forskere fra Aarhus Universitet og Aalborg Universitet; en undersøgelse, der er støttet af Lundbeckfonden.

Så er der brev

Myndighederne i New South Wales i Australien fik for få dage siden et brev fra 90 højt rangerede forskere.

Det er en skrivelse, som uden omsvøb beder delstatens guvernør, Margaret Beazley, om straks at løslade Kathleen Folbigg, fordi:

 ”Hendes fængsling – alle de 18 år, hun har siddet indespærret – er resultatet af et justitsmord”.

”Fordi enhver, der kan foretage et logisk ræsonnement, må tvivle på, at Kathleen Folbigg har slået sine fire børn ihjel”.

”Og fordi man – for at komme til en anden konklusion – vil være nødt til at lade hånt om såvel lægevidenskabelige resultater som de krav, der i retssager stilles til kvaliteten af bevisførelse”, skriver de 90 videnskabsmænd blandt andet.

De repræsenterer et stort udsnit af Australiens topforskere, samt topforskere fra en række andre lande, heriblandt USA, Storbritannien, Italien, Israel og Danmark.

Der er et par Nobelprismodtagere imellem, lige som formanden for Videnskabernes Selskab i Australien også figurerer på listen – samt fire danske forskere:

Postdoc Helene Halkjær Jensen, postdoc Malene Brohus og professor Michael Toft Overgaard, alle fra Institut for Kemi og Biovidenskab ved Aalborg Universitet, samt lektor Mette Nyegaard fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet.

En livstruende mutation

De fire danske forskere er på listen af meget åbenbare grunde – de har nemlig leveret en væsentlig del af det videnskabelige materiale, Kathleen Folbigg og hendes advokater nu beder guvernøren om at nærstudere.

Det var to af de danske forskere, Mette Nyegaard og Michael Toft Overgaard og et hold af deres kolleger, som for omkring ti år siden – uden overhovedet at kende til Kathleen Folbigg-sagen – gjorde den indledende opdagelse.

De undersøgte medlemmer af en svensk familie, hvor der gennem årtier var rapporteret om en udtalt, men hidtil ikke forklaret, forekomst af besvimelser og pludselig hjertedød blandt unge mennesker.

Ved hjælp af blodprøver lykkedes det for det danske forskerhold at vise, at medlemmerne af den svenske familie havde en mutation i et calmodulin-gen.

Det er et gen, som producerer proteinet calmodulin, der spiller en helt central rolle for regulering af hjertefunktionen ikke bare hos mennesker og andre pattedyr, men også hos fx frøer og fisk. Og det er et protein, som naturen gør sit yderste for at beskytte mod mutationer, fordi ændringer i dette protein kan få meget alvorlige og i værste fald livstruende konsekvenser, fortæller Mette Nyegaard:

”Efter rigtig mange DNA-analyser af blodprøver fra den svenske familie kunne vi så i 2012, som de første i verden, vise, at mutationer i calmodulin kan være årsag til pludselig hjertedød. Forklaringen er, at calciumsignaleringen i hjertet afspores – og i værste fald bliver hjerterytmeforstyrrelsen så udtalt, at man dør. Naturen kæmper så hårdt mod mutationer i dette vitale protein, at der i den videnskabelige litteratur kun er 76 eksempler på patienter, der har haft en calmodulin-mutation”.

Kathleen Folbigg har en af disse ekstremt sjældne mutationer.

Det stod klart, da den australske professor Carola Garcia de Vinuesa, der er meget engageret i sagen, fik gennemført en analyse af hendes DNA.

Herefter fulgte tilsvarende DNA-analyser af de fire børn, Kathleen Folbigg er dømt for at have kvalt. Analyser, som blev udført på basis af vævsprøver og blod fra hælprikprøver taget umiddelbart efter fødslen.

To af de døde børn – nemlig Sarah og Laura – viste sig at have arvet calmodulin-mutationen fra deres mor, fortæller Michael Toft Overgaard: ”Og hvis et spædbarn pludselig dør, og han eller hun har en sådan calmodulin-mutation, vil man på baggrund af den viden, vi har i dag, umiddelbart anse det for sandsynligt, at det er dødsårsagen”.

Tilbage i retten

I 2019 var Kathleen Folbigg igen i retten. Det var lykkedes hendes advokater at gennemtvinge en høring for at belyse, om de fire børn måske alligevel kunne være døde af naturlige årsager – og Folbigg derfor var uskyldig.

Under høringen kom det frem, at Kathleen Folbigg har en meget sjælden – og aldrig tidligere registreret – calmodulin-mutation, og at hun videregav den til de to piger.

Med reference til blandt andet den danske forskningsartikel fra 2012 blev det ligeledes oplyst, at der er en videnskabeligt påvist sammenhæng mellem calmodulin-mutationer og alvorlige hjerterytmeforstyrrelser og pludselig hjertedød.

Det rykkede imidlertid ikke ved noget som helst, for høringens konklusion var, at den oprindelige dom fra 2003 ud fra en betragtning af alle sagens elementer burde stå ved magt.

Når brevet fra de 90 videnskabsmænd nu har erobret den australske nyhedsflade – og også fundet vej til store internationale medier som New York Times – hænger det sammen med nyt videnskabeligt materiale, som er fremkommet efter høringen i 2019.

Det drejer sig blandt andet om en undersøgelse, som de fire danske forskere med støtte fra Lundbeckfonden gennemførte i 2020 og for få måneder siden publicerede i det internationale videnskabstidsskrift EP Europace.

Denne videnskabelige artikel, som er blevet til i et samarbejde med forskere fra Australien, Italien, USA, Canada og Frankrig, bestemmer via laboratorieforsøg effekten af netop den calmodulin-mutation, Sarah og Laura Folbigg arvede fra deres mor.

Og artiklen konkluderer, at denne mutation kan forbindes til hjertearytmi og pludselig hjertedød hos spædbørn.

Den videnskabelige artikel indeholder også resultaterne af DNA-analyserne af Caleb og Patrick, de to drengespædbørn, Kahleen Folbig ligeledes er dømt for have ombragt.

Drengene havde ikke, som deres to søstre, arvet calmodulin-mutationen. Men både Caleb og Patrick havde to andre, yderst sjældne mutationer i et gen, der bærer betegnelsen BSN.

Der er tale om mutationer, som i museforsøg har vist sig at kunne udløse dødelige epileptiske anfald hos unge dyr.

Den ene mutation arvede drengene fra deres mor, den anden må antages at stamme fra deres far, Craig Folbigg – som imidlertid hidtil har nægtet at afgive en DNA-prøve i forbindelse med udredningen af årsagen til de fire spædbørns død.

Når man kigger på det videnskabelige materiale, som nu er til stede – og ikke mindst det danske studie fra 2020 – skaber det tilsammen en ”stærk formodning om, at de fire Folbigg-spædbørn døde af naturlige årsager”, skriver de 90 internationale forskere afslutningsvis i det åbne brev til guvernøren i New South Wales.

Og tilføjer, at Kathleen Folbigg – der i tabloidaviser blandt andet er blevet kaldt ’Australiens værste seriemorder’ og har oplevet at blive fysisk overfaldet af medfanger gennem sine foreløbig 18 år bag tremmer – ”øjeblikkelig bør løslades”.

Både af hensyn til hendes retssikkerhed og for at modvirke, at ”overbevisende medicinske forskningsresultater kan blive ignoreret til fordel for subjektive fortolkninger af indicier”.

Alt det tygger guvernøren i New South Wales i disse dage på.