Lymfekræft i huden kunne holdes nede med antibiotika

Ud over alle de dårlige ting, der med rette kan siges om kræftceller, så kan kræftceller også være en samling snyltere og nassere.

Men nu ser det ud til, at det er muligt at skrue kraftigt ned for visse kræftcellers hærgen ved netop at hindre dem i uden blusel at rage til sig af det, andre producerer: Altså ved at ramme kræftcellerne på nassetrangen.

Det viser en dansk forskningsartikel, som netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift ’Blood – Journal of the American Society of Hematology’.

Artiklen handler om et patientforsøg med antibiotikabaseret behandling af CTCL, lymfekræft i huden. Det er en sjælden lidelse – der konstateres omkring 40-50 nye tilfælde i Danmark om året – og den er karakteriseret ved, at visse celler i kroppens lymfesystem, de såkaldte T-lymfocytter, bliver ramt af kræft og påvirker patientens hud.

Når det sker, svækkes patientens immunforsvar. Og det betyder blandt andet, at huden bliver mindre modstandsdygtig over for bakterieangreb – fx i form af de stafylokok-infektioner, mange CTCL-patienter plages af.

Behandlingsforsøget, som også var støttet af Lundbeckfonden, blev ledet af forskere fra LEO Foundation Skin Immunology Research Center på Københavns Universitet – med professor Niels Ødum ved rorpinden. Forsøget er udført i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitetshospital og Sjællands Universitetshospital.

I alt otte CTCL-patienter blev udvalgt til forsøget. Og Niels Ødum og hans kolleger var ikke fedtede, da de doserede bredspektret antibiotika!

Med nålen i armen

Ved CTCL – lymfekræft i huden – kan man i mange tilfælde konstatere en bemærkelsesværdig cyklus, som i virkeligheden er selve kernen i kræftcellernes nasseadfærd, fortæller professor Niels Ødum:

I de tilfælde, hvor patienten også har en infektion i huden – fx en stafylokok-infektion – vil kroppens immunforsvar prøve at slå infektionen ned. I den forbindelse producerer kroppen nogle signalmolekyler, som skal sætte gang i aktiviteten i immunforsvaret. Problemet er bare, at disse signalmolekyler er det rene guf for de lymfekræftceller, som også sidder i huden – kræftcellerne æder ganske enkelt molekylerne, og kan på den måde vokse og brede sig.

Niels Ødum og hans kolleger ville se, om de via en intensiv antibiotikabehandling af de otte CTCL-patienter, som alle havde svære angreb af stafylokokker i huden, kunne udsulte kræftcellerne ved at slå infektionen ned?

Derfor var patienterne indlagt i to uger, hvor de hver dag fik rundhåndede doser bredspektret antibiotika gennem en kanyle i armen – intravenøst – og da de blev udskrevet, skulle de tage antibiotika i tabletform gennem endnu to uger.

Effekten af denne behandling var bemærkelsesværdig, fortæller Niels Ødum: ”For vi kunne konstatere, at når infektionen blev bekæmpet med antibiotika – og aktiviteten i patienternes immunsystem, og dermed også produktionen af signalmolekyler faldt – kunne lymfekræftcellerne ikke længere vokse så hurtigt som før. De var der stadig, men var altså slet ikke så aktive som før – og der blev færre af dem”.

Dette konstaterede Niels Ødum og hans kolleger med tilfredshed – og ikke uden en vis faglig stolthed. For det er nemlig aldrig før vist rent videnskabeligt, at man ved at dæmpe bakterier samtidig kan dæmpe lymfekræft.

Og denne sammenhæng mellem bakterier og kræft repræsenterer en klar behandlingsmulighed i forhold til CTCL”, forklarer professor Niels Ødum:

”Dels fordi vi ved at dæmpe kræftcellernes aktivitetsniveau kan få patientens hud til at gå mere i ro – og dels fordi vi dermed samtidig får mulighed for at prøve at bekæmpe de tilbageværende CTCL-celler med andre former for kræftbehandling”.

Opdagelsen af, at bakteriebekæmpelse samtidig kan sætte en kæp i hjulet på kræftceller, peger også frem mod udvikling af helt nye former for medicin mod kræft, vurderer Niels Ødum: ”Fx bakteriehæmmende stoffer, der ikke tilhører gruppen af antibiotiske midler”.