Hun satte sig ved vinderbordet – og det har hun ikke fortrudt

Vil man danse, må man være villig til at vove sig ud på gulvet og sætte sig selv i spil. I erkendelse af dette tog Camilla Lundbye en dyb indånding en novemberaften i 2016. Hun var på Hindsgavl Slot lidt uden for Middelfart til Lundbeckfondens årlige hjerneforskningsseminar, hvor hovedtalerne er årets vindere af The Brain Prize, verdens største hjerneforskningspris. Og hun satte sig ved vinderbordet.

I seminaret deltager altid et antal særligt talentfulde unge hjerneforskere, som på den måde både får anledning til at møde ældre og mere erfarne kolleger og til at fortælle om den forskning, de selv har gang i – eller drømmer om at gennemføre.

På den måde fungerer seminaret også som en slags videnskabelig markedsplads: Her skabes kontakter, udveksles ideer og etableres samarbejder. En god – og bevidst uformel – middag står også på programmet, og inden den kunne gå i gang, skulle deltagerne selv finde ud af at fordele sig ved bordene, husker Camilla Lundbye:

”Jeg var på det tidspunkt lige ved at blive færdig som kandidat i molekylærbiologi, og blandt de mange deltagere på Hindsgavl, tror jeg kun, at jeg kendte en håndfuld, som også kom fra Aarhus Universitet, hvor jeg havde studeret – nemlig min vejleder, en professor og et par medstuderende. Jeg kunne selvfølgelig have sat mig ved samme bord som mine medstuderende, men jeg sagde ja, da min vejleder spurgte, om jeg ville sidde til bords med ham og professor Graham Collingridge, en af årets Brain Prize-vindere – plus en række andre professorer”.

”Der sætter jeg mig også, tænkte jeg – selv om jeg ville være den eneste studerende ved det bord, og på den måde måtte bevæge mig lidt ud af min comfort zone. For jeg vidste, at Collingridge er en af verdens bedste inden for synaptisk plasticitet, som også er det felt, jeg havde arbejdet med på universitetet, og ham ville jeg meget gerne lære at kende. Her var en enestående chance – så jeg tog mod til mig, og satte mig ved bordet. Det har jeg ikke fortrudt”.

Og så til Toronto
Camilla Lundbye og Graham Collingridge kom hurtigt til at tale om synaptisk plasticitet. Om det nærmest ufatteligt komplicerede netværk af kommunikationsforbindelser – synapser – som på kryds og tværs forbinder de cirka 100 milliarder nerveceller, der får vores hjerne til at fungere og blandt andet gør os i stand til at handle, huske, lære, tænke og ræsonnere.

Synapserne er på ingen måde et statisk ’bundt ledninger’. Tværtimod er de foranderlige – plastiske – og kan danne nye kommunikationsforbindelser mellem hjernens nerveceller og centre, blandt andet når vi skal løse opgaver, vi ikke tidligere har beskæftiget os med. Og dermed spiller synaptisk plasticitet en nøglerolle i forbindelse med fx læring og hukommelse.

”Efterhånden som Graham Collingridge og jeg talte sammen – og jeg fik fortalt ham, hvad min forskning gik ud på – opstod ideen om, at jeg måske kunne tage min ph.d. på University of Toronto i Canada, hvor Collingridge kort forinden havde etableret sin egen neuroforskningsgruppe. Han tilbød at være min vejleder – og derfra gik det faktisk meget hurtigt”, fortæller Camilla Lundbye, 29:

”Jeg søgte og fik et ph.d.-stipendium fra Lundbeckfonden, og i august 2017 kom min mand – Mads – og jeg til Toronto, og siden har jeg forsket i Graham Collingridges laboratorium. Med en afbrydelse, for jeg har også været på barsel – vores datter Nora, som er godt et år, er nemlig født herovre”.

Familien bor midt i storbyen Toronto – det er praktisk i forhold til transport, og det giver god mulighed for at bruge byens mange forskellige tilbud, siger Camilla Lundbye:

”Vi kunne have boet i et villakvarter i en forstad til Toronto, det overvejede vi også, men ved at bo midt i byen bliver det lettere at få en hverdag med både vores lille familie og de venner, vi har fået herovre, til at gå op”.

At flytte fra Danmark til Canada kan måske forekomme kompliceret, men Camilla og Mads tog det i en vis forstand lidt i etaper, fortæller hun:

”Inden jeg begyndte på University of Toronto – faktisk inden jeg havde sagt ja tak til Collingridges tilbud – tog vi herover for blandt andet at kigge grundigt på boligmarkedet. Og så var der naturligvis spørgsmålet om, hvad Mads skulle lave? Han var på daværende tidspunkt ansat i Randers Kommune, men sagde sit job op – og han var så heldig at få en stilling som handelsrådgiver ved Det Danske Generalkonsulat i Toronto. Pludselig var der mange ting, der faldt i hak”.

Musehjerner
I Graham Collingridges laboratorium på University of Toronto arbejder omkring 30 hjerneforskere fra hele verden, og der kommer løbende nye til, fortæller Camilla Lundbye:

”Det er virkelig et internationalt miljø, hvor der er god forståelse for vigtigheden af at kunne forene karriere og familieliv – og der er altid nogen, man kan få hjælp og inspiration af i spørgsmål, som har med forskningen at gøre. Ph.d.-studiet er normeret til fire-fem år i Canada, og hvert halve år skal man gennem en slags komite-høring, hvor man skal fortælle om de resultater, man er nået frem til – og om hvordan man planlægger det fremadrettede forskningsarbejde. I sidste ende er det komiteen, der bestemmer, om man får lov at færdiggøre sin ph.d. – men komiteen, som består af forskere med særlig forstand på det pågældende område, giver også gode råd og konstruktiv kritik. Det er et system, der fungerer godt, synes jeg”.

Camilla Lundbye arbejder med at udvikle musemodeller, der skal kortlægge effekten af tre genmutationer i forhold til udviklingsforstyrrelser inden for autismespektret. Hypotesen er, at de tre gener på forskellig vis saboterer den synaptiske aktivitet og dermed kan være årsag til nogle af de alvorlige kognitive og sociale problemer, som karakteriserer autismespektrumforstyrrelser.
Som i så mange andre hjerneforskningsprojekter må man også her af indlysende etiske årsager søge at belyse sygdom hos mennesker via dyreforsøg – og musene er velegnede til formålet, siger Camilla Lundbye, som bruger mus, der via gensplejsning har fået indkodet de tre mutationer i deres arvemasse.

Forsøget, der opfylder alle dyreetiske forskrifter, indebærer, at musen aflives – og så tages dens hjerne ud, fortæller Camilla Lundbye:

”Det skal gå stærkt. Herefter lægges hjernen i en hjernevæskelignende opløsning af salte og sukker, og nedkøles. På den måde kan den holdes i live”.

Det næste, der sker, er, at Camilla Lundbye med et udstyr, som bedst kan beskrives som en rageknivskarp minipålægsmaskine, skærer musehjernen i 0,4 millimeter tynde skiver. Disse skiver bliver genstand for diverse målinger, og på den måde prøver hun blandt andet at påvise, om og hvordan de tre gendefekter påvirker den synaptiske aktivitet.
”Og så kan man jo håbe, at en sådan viden på sigt kan gøre det muligt at udvikle målrettet medicin, der kan øge funktionsniveauet og velbefindendet hos mennesker, som er født med en autistisk genfejl”, siger Camilla Lundbye.

Gode råd om at studere i udlandet
Camilla Lundbye fortæller gerne om, hvordan hun og familien planlagde og realiserede deres ophold i Toronto. Camilla kan kontaktes på: camillajlundbye@hotmail.com

Unge forskere, der ønsker at dygtiggøre sig via udlandsophold, kan søge om støtte fra Lundbeckfonden i form af et postdoc-stipendium.

Lundbeckfonden uddeler årligt et antal postdoc-stipendier. Disse stipendier dækker to-tre års studier i udlandet.

Et postdoc-stipendium udløser en støtte på ca. 800.000 kr. pr. år. Der kan desuden være tale om et rejsetillæg i form af et engangsbeløb på op til 75.000 kr. – samt i nogle tilfælde et forsørgertillæg på op til 50.000 kr.